Paulus levede i en brydningstid mellem GT og NT, og det samme gjorde Modermenigheden i Jerusalem. Derfor blev Paulus jøde for jøde og græker for græker… Men han forstod samtidig at vurdere Loven som en national fortrinsret for Israel.

Derfor mente han og de andre Apostle, at en jøde skulle forblive i sin jødiske identitet. Paulus havde, med sin lære, underlagt sig den jødekristne Modermenighed i Jerusalem, som han flere gange drog til for at få blåstemplet sin lære, så han ikke havde løbet forgæves (Gal 2,2).

Anderledes var det med hedningerne, som blev kristne. De skulle ikke indgå under den jødiske kultur og identitet, dvs. at de ikke var under Loven som helhed, med de jødiske samfundsregler og andet, som de jøderne og de jødekristne levede under. Hedningerne var heller ikke underlagt Overleveringen eller andre regler og normer, som hørte det jødiske samfund til.

Mange hedningekristne ville gerne omskæres, og der var en helt særlig årsag til. Men skulle de det? Hvis de blev omskåret ville de blive betragtet som Proselytter, og de ville blive forpligtet til at leve som Jøder. Ja, de ville blive forpligtet - ikke kun over for hele Loven, men også over for Overleveringen og alt andet, som blev betragtet som en del af den jødiske kultur. Sagen blev først officielt besluttet ca. 20 år efter Pinsedag.

Menighedens første apostelmøde blev stedet, hvor dette spørgsmål blev drøftet. Efter megen diskussion og granskning af Skrifterne, kom Jacob med løsningen: Hedningerne skulle ikke omskæres, og derfor skulle de heller ikke efterleve Loven som helhed, men kun overholde følgende bud:

De skulle afholde sig fra:

• Besmittelse med afguder (3 Mos 20,1-4)

• Utugt (3 Mos 18,1-26)

• Kød af kvalte dyr (3 Mos 17,15)

• Blod (3 Mos, 17,10-14)

Disse bud var ikke grebet ud af den blå luft. Det var de såkaldte Noa-bud, som alle var fra GT. Det var faktisk alt, hvad GT havde at sige om de fremmede i Israel - hvis man altså så bort fra de bud, der hørte til ritualloven (ofringerne). Apostelmødet afgjorde altså hele denne sag ud fra Loven.

Hedningerne i diasporaen fik altså status som de fremmede i Israel! De skulle ikke omskæres og derfor heller ikke overholde hele Moseloven - men de skulle overholde den del, som omhandlede de fremmede i Israel.

Hedningerne var også underlagt Kristi Lov - det siger sig selv, at de var underlagt den del af Loven, som, iflg. Jesus, gælder endnu (Matt. 5,17-20). Derfor var de forpligtede til at lytte til oplæsningen af Loven hver Sabbat i Synagogen (ApG 15,21; 5 Mos 31,11-12; Jos 8,35)

Fortsættelse følger: Men hvad med Galaterbrevet?