BØRN OG AKTIV DØDSHJÆLP

I 2023 er et fælles udvalg af medlemmer af parlamentet og senatorer i Canada fremkommet med et forslag om, at alderskravet for aktiv dødshjælp ikke bør gælde for de såkaldte “mature minors” (modne mindreårige), hvis man vurderer, at de har beslutningskapacitet til selv at bestemme. Udvalget mener altså, at alder ikke nødvendigvis bør være det afgørende i denne sammenhæng. Det betyder, at hvis forslaget går igennem, kan børn under 18 år selv få beslutningskompetencen til, om de skal leve eller ej, og dermed få hjælp til at begå selvmord. Her behøver børnene så ikke længere forældrenes samtykke, og barnet kan derfor selv suverænt afgøre, om de skal have hjælp til at tage deres eget liv, hvis de af forskellige årsager ikke længere vil leve.

Der foregår en intern debat og forskning, også finansieret eller støttet af Health Canada, som vedrører unge med alvorlige handicap (fx autisme). Dette skal ses som en del af debatten om ligebehandling og selvbestemmelse, hvor man nu overvejer, om det rent faktisk er aldersdiskrimination at nægte en ”kompetent mindreårig” adgang til den samme beslutning som voksne, især hvis de lider uafhjælpeligt, og det vurderes, at der ikke er håb om bedring. Debatten drager, for mig at se, paralleller til abortdebatten, hvor mange mener, at det lille liv i moderens liv blot kan fjernes, hvis man ikke ønsker barnet, og for nylig er abortgrænsen flyttet fra 12. til 18. uge.

Her kommer jeg til at tænke på en episode, hvor en kristen influencer lavede en rundspørge og en underskriftsindsamling blandt tilfældige unge mennesker, således at en lille hvalp ikke skulle aflives på den mest bestialske måde, hvor lemmerne ville blive flået af hvalpen én for én. De fleste betænkte sig ikke et øjeblik, men ville straks skrive under, for det var da chokerende og ondt. Han viste dem herefter et lille foster og fortalte, hvordan babyens lemmer på samme måde som hvalpens ville blive suget ud og flået i stykker under et abortindgreb. Det overraskende her var folks dobbeltmoral – for her gik grænsen. Her drejede de om på hælen. Det ville de på ingen måde støtte op om. Og da han spurgte, hvorfor de ikke havde lige så stor empati for en lille baby som for hvalpen – her var trods alt tale om et menneske – svarede de prompte, at hvalpen jo er langt sødere.

Hvidt er blevet til sort, og sort er blevet til hvidt. Kærligheden vil blive kold, siger Bibelen, og det må man sige er sandt, når man ikke længere sætter mennesker højere end dyr, når det kommer til liv eller død.

Satans store fald var, at han ville herske og regere, fordi han ikke længere ville underlægge sig Gud. Det er akkurat det samme, vi gør, når vi tager Guds plads og menneskelivets skæbne i egne hænder. Vi overskrider Guds forordninger. Ja, vi spiser igen af kundskabens træ og hævder os over Gud, hvis vi mener, at det er op til os at gøre en ende på menneskeliv - ufødt eller ej. Bibelen er meget klar omkring dette. Medmindre den gravide mor er i livsfare, har barnet ret til at forblive i live. Retten til at leve gælder også for barnet, der hverken har modenhed eller indsigt i, hvilke konsekvenser det får, hvis de begår assisteret selvmord. Det er fuldkommen ansvarsløst og hjerteløst at pålægge et barn at skulle rumme sit eget liv og sin egen død på denne måde. I stedet for at den voksne tager ansvar og hjælper barnet til et værdigt liv, er døden nu blevet en mulighed på lige fod med andre hverdagssysler. Når mennesker mister respekten for Gud og for livet, har man solgt ud af det allervigtigste – nemlig livet – og så er der ikke meget at kæmpe for mere. Når man ikke længere agter livet, har man givet Gud fingeren.

Og her må jeg spørge dig: Vil du virkelig forblive i din suicidale tilstand, når du kan blive sat fri af depressive tanker? Herren inviterer enhver i dag til at kende ham som den far, han er, for han kender dig allerede og ser, hvad du må døje med. Du kan få del i det liv, han ønsker at skænke dig, i fællesskab med ham og med dem, han elsker.

Det kan lyde mærkeligt og fremmed for mange, at man ikke selv er skabt til at være herre i eget liv, når man lever i afstand fra Gud og ikke ved, at han rent faktisk eksisterer. Men Biblen fortæller, at vi skal stå ansigt til ansigt med ham og gøre regnskab for det liv, vi har levet, på godt og ondt. Livet er faktisk en gave, som vi bør værne om, og her har Jesus lovet, at tilhører vi ham, vil han være med os alle dage. Hvis vi vender os til ham og kun ham, finder vi et håb som er værd at satse på.