Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet. (Ordspr 4,23)
Det er med gru, at jeg dagligt må stå op til nyheder om Pandemien, der til stadighed raser og gør sit indtog i hele verden. Ikke kun har man fundet muterede versioner af sygdommen i dyr - den er også fundet i importeret kød. Samtidig er det en daglig hån at lægge øre til folks brokkerier angående de anbefalinger sundhedsmyndighederne melder ud med, for at beskytte befolkningen!... Her parlamenteres der om, hvorvidt man ikke indskrænker folks personlige frihed - og at vi skal vogte os for ikke at opflaske et stikkersamfund, hvor man må se sig over skulderen.
Men hvor blev næstekærligheden af?! Og hvor forsvandt helt almindelig pli og moral hen - som vi kristne er forpligtede til at udvise - især overfor de svage, der risikerer at dø af Covid19? Det kan godt være, at man er så heldig, ikke selv at befinde sig i risikozonen - men hvad med dem, der mangler helbred til at stå imod? Midt i dette opgør, ser vi oprøret imod at begrænse smitten, i det hele taget, selvom de fleste godt er klar over, at superspredere, uden symptomer, er den største trussel.
Det virker som om de fleste kun kan samles om, hvor langt man kan tillade sig at gå, uden at beskytte sig - frem for at vi alle, i fællesskab, hjælper hinanden med at slå pandemien ned. Behovet for at feste og være social har større betydning end at få has på en dødelig sygdom - og mange unge har endda trodset forsamlingsforbuddet og laver deres egne piratfester.
Selv de kristne - som kender til Bibelens profetier omkring Pandemien - flygter fra problemet og tilslutter sig de menneskeskabte konspirationsteorier, så de ikke behøver at beskytte sig imod en dødelige sygdom. I stedet har de skabt en fabel, der siger, at alle kristne bør undgå vacciner, da de er dæmonisk inspirerede - og at restriktionerne kun er til for at ramme de kristne, så de ikke kan mødes, og at man derfor bør modsætte sig at gå med masker og eksempelvis holde afstand.
Her vælger mange - også kristne - at anskue Covid19 som værende en almindelig influenza - og ikke en dødsensfarlig pest, som slår folk ihjel.
Vælger man at sætte sin egen magelighed først - og andres sikkerhed sidst - og nægter man at se i øjnene, at man let kan blive årsag til en andens død, i kraft af manglende ansvarsfølelse… ja, så kan man ende med at komme under Guds dom. At være ligeglad med andre svarer til, at man kører ud i trafikken med lukkede øjne og beder Gud om at se i nåde til en - såfremt man skulle ramme nogen af vanvare.
Ja, der er, i det hele taget, en tendens til, at man i pressen og offentligheden gør hele pandemien til et spørgsmål om politik eller religion. At der findes fløje, der er for og imod - alt efter hvem man støtter, eller hvilken religion man tilhører. Når vi trues af en orkan, er der ingen der sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt den er farlig, og man anser den heller ikke for at være opstået af politiske eller religiøse årsager. Nej, man bliver hurtigt blive klar over, at man må søge ly og beskyttelse for sig selv og sin familie. Ingen ville trodse en orkan for at komme i kirke om søndagen - for alle ved vel, at det kan koste os livet, ikke!?
Coronaen er som en usynlig ånd af dødbringende gift, der sniger ind gennem luftvejene, og som spredes via luften og ved berøring - og som kan mutere i forskellige former - hvilket gør det svært at udrydde den!
Men bare at ignorere at der findes en "influenza", som slår millioner af mennesker ihjel, og som er med til at lukke samfundet ned - og ikke mindst de mange der må leve med forfærdelige senfølger, viser, at vi langtfra ejer Kristi sindelag! Hvordan kan man, som kristen, se på, at andre lider - mens man selv holder pandemien i live? Fortæller Bibelen os ikke at denne sygdom er et endetidstegn?
Og er vi ikke som kristne kaldet til at udvise samme sindelag som Jesus - han, der ikke kun så til sit eget - alt imens verden gik sin undergang i møde? Ja, han gik endda så langt, at han ofrede sig selv og døde i vores sted! Og midt i sine mange lidelser bragte han os lægedom. Lad os derfor omslutte enhver - især de udsatte - og det gør vi bedst, når vi sætter andre højere end os selv.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1 Kor 13,13)
