Den romerske lovgivning lagde kvinden under strenge restriktioner. Romersk lov gav ægtemanden absolut autoritet over hustruen. Manden kunne endog slå hende ihjel, uden at det fik retslige konsekvenser for ham.

En kvinde måtte på ingen måde forsøge at bevæge sig ind på områder, som blev regnet for mandens - hverken offentligt eller privat. Det var forbudt ifølge den romerske lov:

In multis juris nostri articulis deterior est conditio foeminarum quam masculorun,; l. 9, Pap. Lib. 31, Quaest. Foeminoe ab omnibus officiis civilibus vel publicis remotae sunt; et ideo nec judicis esse possunt, nec magistratum gerere, nec postulare, nec pro alio invenire, nec procuratores existere; l. 2, de Reg. Juris.Ulp.Lib.i. Ad Sab.-Vid.Poth. Pand. Justin. vol. i. p. 13.

I vor lov er kvindernes vilkår, i mange henseender, værre end mændenes. Kvinder er udelukket fra alle offentlige instanser; de kan derfor ikke have doms-embeder, heller ikke udøve embeder som underretsdommere; de kan ikke anlægge søgsmål, føre forsvar, eller på nogen måde optræde med befuldmægtigelse” (Jf. Adam Clarke’s commentary on the Bible)

Kvinden var derfor, mildest talt, retsløs i det romerske samfund, for hun underlagt manden på godt og ondt. Det var i denne samtid, Paulus skrev, at kvinden skulle underordne manden, men også at kvinden og manden skulle underordne sig under hinanden.