v21 I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, v22 I hustruer under jeres mænd som under Herren; v23 for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.
v24 Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.
v25 Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den v26 for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, v27 for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.
v28 Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. v29 Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. v30 For vi er lemmer på hans legeme.
v31 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. v32 Dette rummer en stor hemmelighed — jeg sigter til Kristus og kirken. v33 Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.”
Det er ikke første gang at Paulus er inde på rangordenen i ægteskabet mellem mand og kvinde. I teologiske vendinger kaldes denne rangorden for kephaleordningen: at Gud er Kristi hoved, Kristus er mandens hoved, manden er kvindens hoved. (Kephale er det græske ord for hoved) Dette er ikke en ny lære, men stammer fra den jødiske overlevering (Jf. afsnittet: 1 Kor 11,2-6).
Her drager Paulus en parallel – Adam/manden er ikke alene et forbillede på Kristus - som overleveringen siger… men han skal også adlydes med samme ærbødighed, som den vi viser Kristus.
Paulus fremfører sin lære således:
Adam blev skabt først. Kristus er mandens hoved. Kristus er Guds afglans. Manden er kvindens hoved. (1 Tim 2,11-3,1; 1 Kor 11,3-16; Ef 5,21-33)
Eva blev skabt efter manden. Manden er hendes hoved. Hun er mandens afglans. Derfor skal hun underordne sig manden og leve i stilhed og tilbagetrukkethed. (1 Tim 2,11-3,1) (1 Kor 11,3-16) (Ef 5,21-33) (1 Kor 14,33-40)
Det var ikke Adam, der blev forført af slangen, men Eva. (1 Tim 2,11-3,1)
Den kristne husorden
Paulus underviser i Ef 5 om den husorden, der blev bestemt for menigheden. Det var almindeligt, på den tid, at lave denne form for hustavler, hvor man skematiserede de huslige og borgerlige pligter. Disse hustavler finder vi tre steder i NT: Ef 5,22-6,9; Kol 3,18-4,1; 1 Pet 2,18-3,7
Her fortæller en kendt teolog Flemming Frøkjær-Jensen:
Sådanne hustavler er ikke en kristen nyskabelse, men har rødder og forbilleder i den jødiske hallacha (samlingen af love og traditioner i den talmudiske og senere rabbinske litteratur) og hos stoikerne, en græsk-filosofisk retning med en streng morallære. Der er sket en tydelig kristianisering, når apostlene har brugt de foreliggende skemaer. Tydeligst ser vi det i den hustavle, vi har i Efeserbrevet; den er på betagende måde båret og gennemglødet af det Kristusforhold, som er fælles for apostlen Paulus og dem, han retter formaningerne til.” (Efeserbrevet Credo Kommentaren)
Her får hustavlen, i den jødiske hallacha, tilføjet et kristent indhold, hvor Paulus drager en parallel mellem ægteskabet og Kristus og kirken… her skal kvinden adlyde sin mand i alt - ligesom kirken underordner sig Kristus. Der var intet nyt i, at kvinden skulle underlægges manden… for sådan sagde både overleveringen og den romerske lov. Samtidig er det en kendsgerning, at på den tid blev kvinder, børn og slaver betragtet mere eller mindre som inventar og ejendele. (Jf. Credokommentaren)
Det mest epokegørende og nyskabende i den kristne hustavle er, at manden nu forpligtes til at stå i et gensidigt forhold til kvinden, og behandle hende med kærlighed og respekt. (Credo Kommentaren Kolossenserbrevet og brevet til Filemon s 187).
Er manden kvindens hoved i ægteskabet?
I den forbindelse skriver Paulus, at en mand bør elske sin hustru, som sit eget legeme… men også den lære har han fra den jødiske overlevering. Det var en kendt talemåde: at en mands hustru var som hans eget legeme. Her sigtes til Adams ord i forbindelse med skabelsen af kvinden: Dette er ben af mine ben og kød af mit kød (1 Mos 2,23). Her lærte rabbinere, at manden skulle ære sin hustru mere end sit eget legeme – men vægten var ikke lagt på respekten for kvinden, men på at hustruen var hans eget legeme!… for den der elsker sin hustru elsker sig selv. (John Gill's Exposition of the Entire Bible Eph 5:28)
Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru og de skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter på Kristus og kirken...fortsætter Paulus.
Jesus udgik fra Faderen - ligesom kvinden udgik fra manden. Adams ord ved kvindens skabelse lød således: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød - i Guds billede skabte han dét, som mand og kvinde skabte han dem.
Men heri ser vi samtidig et forbillede på Kristus og kirken - for ingen tvivl om at Kristus selv udgik fra Faderen som den førstefødte, og at han bandt sig selv til sin menighed af førstefødte (Heb 12,23):
”Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første”. (Kol 1,18)
Hermed var Adam et forbillede på Kristus, den førstefødte ...men er det ensbetydende med at kvinden så skal adlyde manden ligesom vi adlyder Kristus - som overleveringen antyder?
Et forbillede er vel ikke det samme som den ægte vare?! Det ville svare til at ypperstepræsten i GT (som jo også var et forbillede på Kristus) også skulle æres og adlydes som Gud selv - men det er der vel ingen der vil påstå?! Her ved vi godt, at der kun er tale om skygger af de kommende goder. (Heb 9,11; 10,1) Desuden findes der en altafgørende væsensforskel mellem det skabte (Adam) og Kristus :
”Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. ” (1 Kor 15,45 )
Forskellen mellem Kristus og Adam er derfor indlysende for enhver. Ingen skal guddommeliggøre et menneske, her må vi hver især stå til ansvar over for Kristus, og ham alene.
Hvad skal vi tro på?
Det er min overbevisning, at vi hedningekristne må være på vagt og udvise både forsigtighed og grundighed, da det langtfra er tilfredsstillende at godtage en så omsiggribende og fatal lære på et for tyndt grundlag.
Vi skylder at præsentere et skriftmæssigt velunderbygget svar til de mange kvinder, der står uforstående over for denne forfordeling af kvindekønnet. Her er det ikke fyldestgørende bare at henvise til andre, tilsvarende, skriftsteder i Paulus’ breve - eller Peters for den sags skyld. For hvor har Paulus og Peter denne lære fra?
Vi kan kun konstatere, at denne lære beviseligt findes i den jødiske overlevering. Her var Paulus tro imod sine jødiske rødder. Derfor blev han jøde for jøde og græker for græker. Ja, Paulus tog endda til templet i Jerusalem for at ofre. (ApG 24,17) Men selv var han, i sin samvittighed, ikke bundet af andet end Kristi lov - og det samme bør vi være!
Gud skabte mennesket i sit billede.
Jesus anerkendte skaberordningen, hvor manden og kvinden tilsammen blev skabt i Guds billede:
”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den…" (1 Mos 1,27-28)
Menneskets rækkefølge ved skabelsen er derfor - for mig at se - ikke kun et forbillede på Kristus og kirken, men også på guddommen selv. For Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, hvor de tilsammen fik herskerskab over jorden.
Den enhed, som findes mellem Faderen og Sønnen må derfor være det forbillede, som bør findes i ethvert kristent ægteskab. Ingen taler af sig selv - men er fuldt ud enige, fordi de er ét ved Den Hellige Ånd. Denne enhed blev brudt, da kvinden handlede egenrådigt og overtrådte Guds bud. Derfor skulle manden herske over hende. Forbandelsen blev brudt