Endnu en ny bog om emnet: ”oplev engle, tegn og mirakler”, har nu set dagens lys. Bogen: ”Open My Eyes Lord - A Practical guide to Angelic Visitations and Heavenly Experiences” (åbn mine øjne Herre – en indføring i englebesøg og himmelske oplevelser)
Bogen er skrevet af en amerikaner ved navn Gary Oates, som mener, at vi ved hjælp af bestemte teknikker kan udvikle nådegaver, himmelske oplevelser og få englehjælp, og at disse teknikker kan give den Kristne overnaturlig kraft.
Som sædvanlig er der tale om læremæssige afvigelser fra skriften, med en alt for stor vægtlægning på, at ”du kan få stor kraft og gøre undere og tegn og få overnaturlige oplevelser - ligesom Jesus, ”… så ingen tvivl om at denne bog nok skal få stor succes iblandt de – i forvejen - forblændede kristne, som elsker at høre på ”det der kildrer deres ører”. Paulus har allerede advaret os imod sådanne ting, lige fra starten af:
Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. (Gal 1,6-9)
Kontemplativ bøn
Der er heller ikke noget nyt under solen, i forbindelse med budskabet i denne bog. Opskriften er enkel og elementær: praktiser kontemplativ bøn… hvor du i en uendelighed gentager de samme ord, om og om igen – en teknik som også de hedenske religioner, og den katolske kirke benytter sig af… og så skal det ske dig som du tror!
I disse religioner bruger man blot andre gudenavne:
Hinduer og buddhister får deres guder åbenbaret, og kan igennem teknikken opnå kundalini rejsning, med medfølgende overnaturlige evner.
Katolikker får åbenbaringer af genfærdsånden ”Jomfru Maria” – evt. af de katolske helgener… og hvis du er ”rigtig hellig” - smertefulde stigmatiseringer - ligesom Jesu sårmærker. Her får du tildelt den ære at ”lide med Jesus”.
Ønsk og du skal få! ... for bag disse teknikker står ondskabens åndemagter altid parat til at tildele dig evnen til at udføre ”løgnetegn og løgneundere” med den hensigt at forføre både dig selv og enhver som vil lytte på dig.
Oakes bog bliver da også anmeldt at Randy Clark (… ham med Torontovelsignelserne) og af Tod Bentley (… ham med de blasfemiske tatoveringer, og som var sin kone utro og giftede sig med en anden) … bare så vi ved hvor vi befinder os på den kristne arena.
Oates’ bog, afslører stor afvigelse fra skriften
”Bibellæsning og bøn er ikke nok, vi må bruge tid alene med Ham, hvor vi ikke spørger om andet end mere af Ham, mere af Hans fylde, mere af Hans nærhed i vores hverdag”.
Her skal vi iflg. Oates ”soake” (lægges i blød) - hvilket han forklarer således:
”Hvordan ”soaker” vi? Vi lægger os i blød, som en svamp. Læg en tør svamp i en spand vand og lad vandet stille og roligt gennemtrænge svampen. På samme måde kan du gøre i Guds nærhed. Jo mere vi “soaker”, desto mere bliver vi fyldt med Guds Ånd.”
Derefter fortsætter han:
”Jeg siger til Herren: "Gud, jeg ønsker mere af Dig, mere af Dit nærvær, mere af Din fylde i mit liv. Fyld mig, med mere af Dig.” Dette gentager jeg mange gange, imens jeg venter på Herren og fokuserer på Ham.”
”Når jeg så bliver stille, begynder jeg at høre Hans røst. Ofte begynder jeg at få syner og overnaturlige oplevelser".
Som enhver kan se, ligner denne teknik til forveksling TM, kontemplativ bøn, og meditation, og han begrunder teknikken ud fra dette bibelvers - revet ud af sin sammenhæng – et bibelvers, som han siger, har ændret hans liv:
”... stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed.” (Rom 6,13)
Han mener altså at han ”stiller sit legeme til rådighed for Gud” ved at sidde i et åndeligt nærvær og lade sig fylde op, så han med denne kraft kan blive til et ”redskab for retfærdighed”.
Men enhver Bibelelsker ved, at vranglære for det meste bliver til ved at rive bibelvers ud af sin sammenhæng. Derfor vil jeg her præsentere skriftstedet i hele sin sammenhæng, som lyder således:
"Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden". (Rom 6,12-14)
Her kommer den fulde mening frem. Paulus taler ikke om tørre svampe der skal ”gennemvædes” i dette skriftsted, men at vi skal stille vores legemer til rådighed som redskaber for retfærdigheden, og ikke for uretfærdigheden (synden) – hvilken må siges, at være en helt anden sag!
Bestemmer vi selv over Helligåndens gaver og åbenbaringer?
Her skriver Oates:
”Ved at soake, gør vi os i stand til at kunne modtage åndelige indtryk, at trænge os frem, at kunne høre den stille hvisken, se billeder, få englebesøg, og overnaturlige åbenbaringer.”
Oates mener altså ikke – som Bibelen ellers siger - at det er Helligånden, der tildeler gaverne, og det mål af tro den enkelt skal have, men at vi simpelthen kan tage hvad vi vil, ved et slags ”tag-selv-bord”.
Her påstår Oates:
”Ved denne ”opladning” skaber Gud et depot i vort indre væsen. Når jeg så begynder at dele ud af dette, flyder salvelsen ud af det depot, som Han har skabt.”
Og han fortsætter:
”Vi har brug for at ”soake i Hans nærhed” for at udtrække mere at Hans fylde… for det vil producere en forøget salvelse i vores liv… dette er et springbræt til et liv fyldt med mirakler.”
… stik imod Bibelens lære som siger, at vi kun er lemmer på Legemet, med hver vor nådegave… men Oates begrunder sine udtalelser med dette skriftsted fra 1 Joh 4,17, som siger:
… thi som Han er, således er også vi i denne verden. (1 Joh 4,17)
Ok?! Oates mener altså, at vi kristne er en slags tankbeholdere, og som i kraft af ”soaking” kan fyldes så vi bliver ligesom Gud, her i verden?! Stop, stop! For nu bevæger vi os ud på virkelig farlige dybder… for det er ikke hvad Skriften siger!:
… og han [Gud] har givet ham [Jesus] som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle. (Ef 1,22-23)
Her slår Skriften altså fast, at kirken er Kristi Legeme, som kun tilsammen kan rumme Kristi fylde, med ham som hoved. Her er langtfra plads til den ensomme ulv, eller til solokarriere!! Vi kristne må altid læse skriftstederne i sammenhæng. Lad os derfor se Oates bibelcitat i sin sammenhæng:
Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. (1 Joh 4,16-21)
… og her er jo slet ikke tale om ”soaking”, men om at blive i Guds kærlighed og om at elske vor næste… for så ligner vi Ham i denne verden?!
PÅ HANS HJEMMESIDE ANMELDES EN AF HANS DVD’ER OM ENGLEBESØG SÅLEDES:
”Gud ønsker at vi skal kultivere en bevidsthed i os om engle og om deres funktioner.”
I denne DVD beskriver Gary en bred vifte af oplevelser, han har haft i sin tjeneste med engle. Engletjenesten kan ses i hele skriften og Gary underviser os i værdifulde åbenbaringer, han har hentet fra skrifterne. Gary deler utrolig indsigt i, hvordan man udnytter den åndelige verden. Mange af de tilstedeværende så selv engle.
- Lær at identificere og aktivere engle.
- Modtag en bøn til at aktivere dit syn og følsomhed over for den åndelige verden.
- Se hvordan vi bevæger os ind i den åndelige verden for at opleve engletjenesten i funktion.
Hvorhenne… spørger jeg… står der i Bibelen at vi skal ”aktivere” engle?! Hvor står der, at vi skal studere ”engletjenester” eller ”identificere engle?
Her må vi lige slå fast – én gang for alle - at Jesus har sendt os vor store Hjælper: ”Helligånden”, som skal minde os om alt hvad Jesus har sagt, og som skal give os kraft til at være hans vidner. Sig mig... er det ikke Ånden der tildeler nådegaver og kraft?? Jeg er helt med på at Gud kan sende engle… men hvor står der i Ordet at vi selv kan hente dem ned?? Sådan en tankegang kan kun opstå i det religiøse menneske, som mener sig i stand til selv at kravle op til Gud!!
Oates lære i de danske kirker.
Som forventet finder vi desværre også Oates lære importeret her til landet af danske frikirker, som desværre ikke tager så tungt på læren… bare der sker noget… og gerne med tegn og undere! Her har flg. Kirker haft besøg af Oates:
Betania Kirkecenter, ImpactChurch, Aars frikirke, Pinsekirken Thisted, Multihuset, Baptistkirken i Ringsted, Roskilde Vineyard, Haderslev Frikirke, samt AMC i Ålborg. Ulven går på rov - og Skøgen rækker sit berusende bæger frem!
Herre, åbn deres øjne og øre, så de kan se og høre!!