Lad os først slå fast: I Himlen findes der ingen ægteskaber! Her skal vi være ligesom engle, siger Jesus. (Luk 20,34-36) Den, der ikke erkender dette er på vildspor og kender hverken Skrifterne eller Gud kraft. (Mark 12,24)

Ægteskabet er derfor en jordisk og midlertidig foranstaltning. Forbilledligt sigter ægteskabet på Kristus og kirken, siger Paulus. Men det gør ikke automatisk manden til Kristus, og kvinden til mandens discipel og undersåt – en lære som beviseligt er hentet fra den mundlige overlevering. Der findes kun et hoved, og en mellemmand imellem Gud og mennesker: Kristus!

Enhver menighed, som håndhæver mandens autoritet over kvinden i ægteskabet, må samtidig redegøre for de konsekvenser syndefaldet fik for kvinden. For hvis Guds straf betød at kvindens blev underlagt manden, må det jo samtidig betyde, at kvinden ikke oprindelig var skabt til denne position! Og hvis Jesu offer på Golgata betød løskøbelse fra al synd, må den kristne kvinde være frigivet. For også hun overtrådte buddet, og fandt tilgivelse.

Ingen tvivl om at Paulus’ lære er dikteret af de jødiske forfædre, som brugte Evas fald i Edens Have til at umyndiggøre kvinden. Det skete ikke tilfældigt, men var i bund og grund Guds straf over Eva, som nu var sat i funktion - effektueret af manden - men sådan var Guds skaberordning ikke oprindeligt forordnet. Her blev de skabt som ét menneske, og skulle herske sammen i enhed.

Og hvad med den enlige kvinde?

Hvem skal hun underordne sig? Skal hun underordne sig alle mænd i menigheden? Det er der nogen, der mener... men skal hun så også underordne sig andre kvinders mænd? Og er der forskel på om hun er ugift eller enke?

I GT hersker der ingen tvivl om, hvem den enlige kvinde skulle underordne sig i sin gudsdyrkelse. I 4 Mos 30,4-10 giver Gud os forskellige retningslinjer for kvinder - både gifte og ugifte. Lad os se på disse bestemmelser:

Herrens forordninger i GT:

• Hvis kvinden bor i sin faders hus, har faderen myndighed fra Gud til at omstøde hendes løfter.
• Hvis kvinden er gift har hendes ægtemand myndighed fra Gud til at omstøde hendes løfter.
• Men hvad gælder en enke eller en fraskilt kvindes står hendes løfte alene ved magt over for Gud og ham alene.

Her skelner Gud mellem:

• Den unge kvinde der bor i din faders hus
• Den gifte kvinde der har manden
• Den enlige kvinde – en enke eller en fraskilt kvinde.

Her er tale om kvinder, der ”aflægger løfte til Herren eller med ed forpligter sig til afholdenhed”.

Kvindens løfter kunne være:

• Nasiræerløftet. (4 Mos 6)
• At give visse ting eller ofre til Herren. ( 3 Mos 7:16)
• Af give almisser til de fattige, jf. 5 Mos 23,21.
• Afholdenhed

Derfor var en kvinde afhængig af faderens eller ægtefællens godkendelse i forhold til fx at indgå et nasiræerløfte overfor Herren, hvor man - enten midlertidigt eller langvarigt - indviede sig til Gud på en særlig måde.

En sådan godkendelse behøvede en enlig eller selvstændig kvinde derimod ikke. Hun stod kun til ansvar over for Gud.

Mon ikke vi ser en sådan selvstændig beslutning og indvielse hos profetinden Anna, som var enke? Her fortæller Skriften os, at hun efter 7 års ægteskab indviede sit liv i tjeneste for Gud i templet med bøn og faste - dag og nat.

Her er i hvert tilfælde tale om en kvinde, som ikke falder ind under Paulus´ bestemmelser angående kvinden! Ingen tvivl om at hun i sin tjeneste helt klart bevægede sig inden for lovens rammer og bestemmelser. Det hersker der ingen tvivl om.

Der findes også andre beviser i Skriften - udover Mirjam, Debora, Hulda og Anna - som taler for, at kvindelige profeter var alment accepteret. (Neh 6,14; Ez 13,17-23).

Men efterhånden som den jødiske overlevering og tradition fik flere og flere overbygninger - blev kvinden udråbt som både utroværdig - og ude af stand til at håndtere Guds Lov, idet hun var datter af Eva (moder til al synd)… ja, de kunne heller ikke optræde som vidner - bestemmelser, som Gud aldrig har indført. Men sådan havde det ikke altid været.

Selvom Annas tjeneste tilsyneladende var alment accepteret, havde den jødiske overlevering med tiden vokset sig større og større, og her måtte også kvinden stå for skud.