HAR VI RET TIL AT DØ?



En fremtid med dødshjælp er en uhyggelig tanke og indvarsler en ond tid for mange – især de ældre og dem der ligger andre til last. I Danmark har en læge ”i al godhed” endog lagt en manual ud på nettet om, hvordan man begår selvmord. Her kan dybt deprimerede mennesker finde vejledning i, hvordan de kan tage livet af sig selv. Psykiatere råber vagt i gevær, fordi disse patienter er sårbare og kan ty til selvmord når som helst – og ofte er deres depression kun midlertidig og kan evt. afhjælpes med medicin. Og hvem skal egentlig træffe den endelige beslutning om, hvorvidt man har gjort sig fortjent til at dø eller ej?


I Bibelen var det Gud selv, der sendte en dødsengel til Egypten med den hensigt at dræbe landets førstefødte. Pga. deres afgudsdyrkelse og fordi de nægtede at frigive hans folk efter ca. 400 års slavearbejde, faldt dommen – men først efter ti alvorlige advarsler (De ti plager). Men vi er ikke Gud! Vi er ikke enevældige herskere over liv og død – det er kun den almægtige og evige Gud!


Og hvad med den stakkels ældre og syge? Skal han/hun lade sig aflive? Er de ikke bare i vejen? Og hvis alting omkring en sådan person signalerer at de intet har at byde på og ingen værdi har, men snarere ligger andre til last, kan sådanne personer hurtigt føle, at de må sætte en stopper for det hele – ved at ringe efter Dødsenglene.


Skal vi bare lade en tilfældig læge være herre over liv og død? Hvad nu hvis vi præsenteres for en læge som finder livet meningsløst og tomt? Og som samtidig ikke tror at mennesket ejer en udødelig sjæl? Hvad hvis vi støder ind i en fundamentalistisk ateist, som er læge af profession, og hvor det ingen mening giver, at tale om at eje en evig ”sjæl” - for en sjæl kan jo hverken ses i et forstørrelsesglas eller med det blotte øje, vel?


Og hvis mennesket ikke ejer en sjæl - hvad er vi så andet end en midlertidig overgangsform som befinder sig i en evolution, på vej imod en ny art? Ja, hvis det er hvad lægen tænker, så kan det ske at de gamle ikke regnes for andet end kasserede malkekøer, der ikke længere yder noget værdifuldt til mælkeproduktionen – og derfor lige så godt kan lade livet.


Jo, men de ønsker jo selv at dø, er argumentet ofte.


Og her vil vore dages meget aggressive og fundamentalistiske ateister hurtigt komme på banen – for de arbejder ihærdigt på at få smidt kristendommen ud af menneskers hjerter. Her ser de det som deres livsopgave at indføre DERES tro på, at vi mennesker ikke ejer en evig sjæl men er uduelige elementer, der ligesom et stykke slagtekvæg, må lade livet, så noget nyt kan tage over, fordi livet er tilfældigt og ingen mening har – og det vil de gøre under den darwinistiske parole:


The survival of the fittest! (Den stærkeste overlever).


Inden længe vil vi se, hvordan lægeuddannede dødsengle træder ind på hospitalsstuen – hvor de under dæmpet muzak og meditativ musik, tildeler os dødssprøjten, mens de holder os i hånden, indtil livet ebber ud og vi drager vort sidste åndedrag – alt imens arvingerne står udenfor og venter på at den døde bliver kold.


Hidtil har vores samfund været baseret på det kristne livssyn: At livet er givet os af Gud… at det er en gave som vi er sat til at forvalte – også når tingene føles svære. Og at de ældre skal behandles med stor respekt, for de har stor værdi for Gud!


Men uden det kristne håb, om den fremtid som Bibelen lover os i evigheden, er det en grusom tanke at skulle forlade denne verden, for at glide ind i Dødens kulsorte mørke for altid – uden mening eller mål!


Derfor er min inderlige bøn: Må Gud bevare os fra aktiv dødshjælp og fra dødsenglene!