Der er mange kristne, som ikke længere søger at være en fast del af en fysisk menighed. De vælger i stedet at finde deres åndelige inspiration på nettet, hvor de slutter sig til sociale platforme, med andre kristne, og nøjes så med at ”tanke op”, når de har et behov. Her kan de ”komme og gå”, som de vil, og surfe rundt efter forskellige prædikener og kristent indhold. Denne nye tendens er opstået i kølvandet på Corona-karantænen og bygger på hele ideen om, at så længe at vi bare er to eller tre, så er man at regne for en menighed. Men det er ikke helt så enkelt, for uanset hvor få eller hvor mange man er, så er der stadigvæk en bibelsk funderet orden, der skal følges.

Det er suverænt Herren, der udvælger, hvem der skal gøre hvad, og der er forskellige tjenester, som er givet til den enkelte. Denne bølge af frafald fra menighederne har medført - at rigtig mange menigheder i stedet vælger at gå på kompromis. De frygter, at det gode gamle evangelium ikke længere er tidssvarende, og at tilhørerne finder det kedeligt og trivielt at komme i kirken, hvis ikke der sker noget mere. Der laves topunderholdning for børn og store konferencer og lejre, hvor man inviterer lærere fra andre menigheder, som kommer med løfter om profetiske ord, åndsudgydelser eller løfter om helbredelse. Her kan den enkelte så turnere fra kirke til kirke og, helt uforpligtende, summe rundt, som man har lyst til. Mange ledere tør ikke spørge ind til den enkelte, for hvad nu hvis man bliver anset for at være for kontrollerende, og må folk egentlig ikke selv bestemme, hvad de vil?… Men er det egentlig i tråd med Bibelens anvisninger?

De ældste i en menighed er sat til at bedømme læren, de profetiske nådegaver og tjenester og at være hyrder for flokken. Heri ligger kirketugten, som faktisk er en omsorg for den enkelte. Læser man Biblen, ved man også, at Jesus selv underviste og vandrede med sine disciple i 3,5 år, og Jesus beder også os om at lære andre op i alt det, Jesus har sagt. Her er der mange uden for kirken, der selv udvælger sig en solo-tjeneste, og mange søger endda at være lærere og sidder og underviser på nettet eller laver deres egne bønnegrupper uden for menigheden.

De indsatte ældste eller præsten har til opgave at sætte hegn op om deres medlemmer, dvs. de er med til at beskytte os fra at falde i vores vandring, og dette er en gudgiven orden. Men desværre ønsker mange selv at kunne få lov at tale og undervise, eller de mener, at de kun skal evangelisere ved at gå rundt og helbrede folk i gaderne. Mange ønsker brændende at få indflydelse og en stor position, så de kan blive hørt af mennesker. Biblen lægger faktisk vægt på, at ikke alle skal søge at være lærere, da de skal få en des større straf end andre, især hvis de går fejl af vejen og leder andre til fald. Hvis man har et problem med at være under autoritet, så har man ofte også svært ved at underlægge sig Gud og at respektere hans regler og forordninger. Det er en stor gave at være under beskyttende vinger, især i en tid som denne. Den, der vil være den største, bør søge at være den mindste, og man vil hurtigt erfare, at man har behov for at se sig selv med Guds -, men også med andres øjne.

Det er sundt at se sig selv i øjnene, og det er sundt at blive afsløret. Den ene tjeneste er ikke større end den anden – ligesom legemet har brug for alle sine lemmer, er der brug for forskellige tjenester – om det er at lave kaffe eller stå for økonomien. Men Herren har kaldet os til et ægte fysisk fællesskab med andre kristne, og det kan aldrig erstattes af et online kristenliv, hvor mange ofte bliver selvbestaltede og laver deres egen solo tjeneste. Her står man i fare for at blive en ensom ulv, som kan lede andre på afveje, fordi man ikke selv er oplært i Ordet.