Mange mener at Paulus i Galaterbrevet gjorde op med Loven - både for hedninge og jødekristne - men det er slet ikke tilfældet. Paulus begrunder i dette brev det forkerte i at påtvinge hedningekristne at lade sig omskære samt at overholde hele Moseloven. Herom skriver Oskar Skarsaune:” Når Paulus talte imod overholdelse af Loven, talte han til hedningekristne. Her var hans modstand konsekvent og lidenskabelig, for der var kun grund til at påtvinge hedningerne omskærelsen og Loven, hvis frelsen kom ved Loven, og hvis det var tilfældet, så var ”Kristus jo død til ingen nytte” (Gal 2,21). Med sin vedholdende understregning af, at frelsens kilde var Kristi død og opstandelse, ikke Loven, var Paulus grundlæggende enig med lederne i menigheden i Jerusalem. Men ligesom Jerusalem-menigheden forstod Paulus at vurdere Loven som en national fortrinsret for Israel. Det er højst betegnende, at Paulus i sit sidste forsvar over for jødiske ledere i Rom understregede, at han aldrig har talt eller handlet ”imod folket eller imod fædrenes skikke” (ApG 28,17). Det er betegnende, at han på denne måde sætter jødisk nationalitet og overholdelse af Loven sammen. (s.134). Paulus lagde aldrig skjul på, at han levede efter Loven - både den skrevne og den mundtlige - men hvad hedningerne angik, var han ubøjelig – det skulle de ikke! Der er uvist om Galaterbrevet er skrevet før eller efter apostelmødet, fordi Paulus ikke omtaler apostelmødet. Brevet fortæller til gengæld om konfrontationen med Peter, og om de kristne fra moderkirken i Jerusalem (Jacob), der krævede omskærelse og overholdelse af spiseregler. Mange, i dag, mener at Paulus kun ”lod som om” han overholdt Loven for at vinde jøderne for Kristus. Og som bevis for dette citerer man bla. skriftsteder, hvor Paulus tilkendegiver, at han er ”jøde for jøde, og græker for græker” (1 Kor 9,20). Men hvis Paulus kun ”lod som om” han overholdt Loven må han nødvendigvis også have sagt til enhver jøde som omvendte sig: ”Det du har set mig sige og gøre indtil nu, er slet ikke sandt. Jeg overholder kun Loven på skrømt, så fremover skal du ikke længere følge Loven”. Men at lade som om, man lever efter Loven - for i næste øjeblik at tordne imod enhver, som vil retfærdiggøres ved den, viser i mine øjne en tvetunget Paulus, som på det groveste lader målet hellige midlet. Og gør han sig ikke samtidig skyldig i at overtræde Guds bud om falsk vidnesbyrd? Han som jo netop skriver: ”… men vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden”. (2 Kor 4,2) Nej en sådan fremgangsmåde ville være utænkelig for Paulus. Fejlen er vel snarere, at vi har besluttet os for at tyde hans ord på en ganske bestemt måde, og derfor ser vi ikke, at sagen faktisk ligger lige for. For kort sagt havde Paulus ét koncept for jøderne og et andet for hedningerne. Når vi indser dette, bliver hele sagen klar og indlysende. Nu kan ”skrift belyse skrift”. Desuden viser Paulus’ undervisning, andre steder i skriften, at han mener, at enhver skal blive i den stand, som Gud kaldte ham i: ”Men enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham. Sådan bestemmer jeg det i alle menigheder. Var man omskåret, da man blev kaldet, skal man ikke lave om på det, og var man ikke omskåret, skal man ikke lade sig omskære. Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud. Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i.” (1 Kor 7,17-20) Paulus mener altså, at den omskårne jøde skal forblive ”omskåren” - altså forblive i sit jødiske kald og identitet, med alt, hvad det indebærer, ”som Gud har kaldet ham.” Er man til gengæld hedning ved sin kaldelse, skal man ikke lade sig omskære for at leve som en jøde - men i stedet overholde de 4 bud, som blev bestemt ved apostelmødet. Dette var baggrunden for Paulus’ ord når han siger at han er ” jøde for jøde og græker for græker”. Nu begynder skriften at hænge sammen. Men selv følte Paulus sig ikke bundet i sin samvittighed af andet end Kristi lov (1 Kor 9,21). Bemærk, at Paulus først i sine senere breve, skelner mellem jøde- og hedningekristne (Ef 2,1ff; 4,17ff). Det gjorde han ikke før apostelmødet. Bemærk også at Paulus’ tidlige breve til Galatien, Korinth og Rom tydeligvis skrives til mennesker, som var fortrolige med GT. Det kan være årsagen til at hans breve kan være ”vanskelige at forstå” – for det kræver en stor forhåndsviden om skriften (GT) - en viden, som ikke alle hedningekristne besad (2 Pet 3,16). Men hvad så med overleveringen? Vi ved i dag at den eksisterede side om side med Loven. Skriftet Didakè vidner om det samme: ”… jødisk overlevering og jødiske former påvirkede kristne menigheder, også når de ikke bestod udelukkende af fødte jøder...” Herom skriver Oskar Skarsaune: ”Den farisæiske mundtlige lov blev betragtet med betydelig respekt (Matt 23,2f), men blev ikke anset for en absolut autoritet og blev ladt mere og mere ude af betragtning efter år 70 e.Kr.”