Kvindens plads og ligestilling… ja, det er noget, der kan få sindene i kog - også iblandt de kristne. Hvad angår Bibelens kvindesyn, er tingene ikke altid så ligetil, som man umiddelbart skulle tro.
De fleste modstandere af kvindelige ledere er af den overbevisning, at Paulus henviser til Moseloven, når skriver:
Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger (1 Kor 14,34)
Mon ikke det vil komme bag på mange, at et sådant forbud slet ikke eksisterer i GT?!
Ved gennemlæsning af Mosebøgerne, og GT i det hele taget, må vi konstatere, at der ikke findes en nogen form for lovgivning, som forbyder kvinder at undervise - eller at tage leder-ansvar.
Men hvad mener Paulus så? Hvilken lov taler han om? Det skal vi komme tilbage til senere.
Først skal vi se på, hvad Biblen også siger om emnet - og et godt sted at starte er at undersøge, hvordan det var i begyndelsen.