Udover den inspiration, som Muhammed hentede fra Bibelen og den nestorianske præst, havde han også sine religiøse rødder i ur-religionen, for størstedelen af byens befolkning var arabiske stammer, som praktiserede primitive stammereligioner.
I Muhammeds dage havde alle disse primitive religioner et fælles tempel, som lå i Mekka, hvor alle religioner kunne opstille hver deres afgud, som de kunne komme og tilbede. Templet i Mekka indeholdt 360 afguder, hvoraf den ene var Al-ilah eller Allah, som - man i dag ved - har været den ledende gud i Muhammeds stamme i århundreder. Det var måneguden, og Islams tegn, halvmånen, der går tilbage til det gamle Babylon, og som de afgudsdyrkende bystater havde spredt ud over Mesopotamien efter syndfloden. Måneguden var den ledende gud i Ur i Kaldæa, hvor Abraham voksede op (Leonard Woolley, Ur of the Chaldees, p. 175). Måneguden var den øverste gud i oldtidens Sheba i det sydlige Arabien, hvor dronningen af Saba blev hyldet. Måneguden var kendt skiftevis som Almaqah, Ilmaqah, Ilumquh, Wadd, AMM, og Sin.
To måneguders templer er blevet udgravet i Marib, den gamle hovedstad i Sheba. Bar'an Templet er dateret til det 2. årtusinde f.Kr. ("Marib Governorate," Yementourism.com) og tager os tilbage til et par få hundrede år efter Babelstårnet. Halvmånen kan spores tilbage til alle de gamle kongeriger, herunder Assyrien, Babylon, Persien, Grækenland og Rom.
Halvmånen er stadig et tegn for måneguden i hinduismen. Chandra (ordret: "lysende") er en månegud og en Graha inden for Hinduismen. Chandra identificeres også med den vediske månegud Soma.
EM Wherry, som oversatte en standardudgave af Koranen, sagde, at i præ-islamiske tider var både Allah-tilbedelse, såvel som tilbedelse af Ba'al involveret i tilbedelsen af solen, månen og stjernerne (A Comprehensive Commentary on the Quran, 1973, p. 36).
Muhammeds onkel, hos hvem Muhammed var vokset op, var en slags opsynsmand eller vagtmester for dette tempel, og da denne onkel døde, overgik ansvaret for dette Tempel til Muhammed. Den største af disse guder hed Allah. Den største i den forstand, at den havde flest tilhængere. Allah er simpelthen det arabiske ord for gud. Jeg ved ikke om det er ens i hele den arabiske verden, men egyptere, som omvender sig til Kristendommen, kalder også de kristnes Gud for Allah.
Muhammed hævdede at have modtaget åbenbaringer om, at Allah ikke kun var stammens hovedgud, men den eneste sande Gud, og at Muhammed var hans udvalgte og eksklusive profet.
Der var mange indbyrdes stridigheder i Mekka. De ortodokse kristne lå i strid med ebionitterne og nestorianerne. De kristne og jøderne lå i strid med hinanden. De kristne beskyldte jøderne for at have slået Messias ihjel, mens jøderne svarede igen, at det jo ikke var rigtigt, for Messias var endnu ikke kommet.
Men stridigheder mellem araberne og jøderne var der ingen af, ligesom der heller ingen stridigheder var mellem araberne og de kristne. Sådan var forholdene omkring år 610, da Muhammed trådte offentligt frem.
