ET BARN ER FØDT I BETLEHEM DEL 1
Disse ord synges ofte ved julehøjtidelighederne! Og uanset om man er tilhænger af julen eller ej, er denne begivenhed bemærkelsesværdig - ja, her bliver vi tilskuer til en begivenhed, som overskrider tid og rum. Men inden jeg går videre, vil jeg gerne have lov at spørge dig: Er du klar over, at disse ord oprindeligt stammer fra den hellige skrift: Bibelen? Hvem var dette lille ”Jesusbarn” – og hvad ville han os egentlig?
De bibelske Profetier
Her fører Bibelen os tusinder af år tilbage i tiden - til det 8. århundrede f.Kr. - hvor en gudsmand i Israel - profeten Esajas - forudsagde denne fødsel med stor nøjagtighed. Denne begivenhed blev i fortiden åbenbaret for profeten... at dette barn skulle fødes, og få stor betydning for eftertiden. Sådan lød profetien fra Esajas 7,14:
"Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” (Es 7,14)
Og hvem var så denne ”søn”? Esajas giver os svaret, som han fik det åbenbaret af Gud, med disse ord:
"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste!" (Es 9,5)
Lad os lige opsummere: Der skal altså fødes et barn - en søn af en jomfru. Denne søn er samtidig en vældig Gud, som skal komme til verden på overnaturlig vis. På hans skuldre skal herredømmet ligge.
Profetien bliver til virkelighed
Profetien så først sin opfyldelse flere århundrede senere - og startede med disse tegn, for øjnene af Israel:
I den lille by Nazaret i Israel, blev Guds engel, Gabriel, sendt til den unge og ugifte kvinde, Maria, som var trolovet med en tømrer ved navn Josef. Englen bragte bud fra Gud: Maria var udvalgt til at føde Guds søn, jødernes Konge og Frelser. Det ville ske på overnaturlig vis, ved Guds kraft - Helligånden.
Maria skulle navngive barnet “Jesus” - hvilket betyder ”Frelser”, men som også havde navnet ”Immanuel” i profetien, hvilket på hebraisk betyder ”Gud med os”! Læg endelig mærke til navnets betydning, for i Israel har navne symbolsk betydning! Og Gud lod sin Ånd komme over kvinden og hun fødte en søn hvis navnebetydning var: Frelser - Gud med os. (Luk 1,26-38)
Og Guds Ånd tog bolig i denne Søn - og som med tegn og undere, beviste hvem han var! Ja, han blev vor ”Frelser” - for han kom til denne verden for at frelse os fra den synd, der skilte os fra Gud og han tog den straf på sig, som vi fortjente! Ja, han var i realiteten ”Gud med os”, idet Gud manifesterede sig i ham, ved sin Ånd. Dette barn var i realiteten: “Vældig Gud”, “Evigheds Fader…” (Es 9,5)
Profeten Esajas’ århundrede gamle forudsigelser så dagens lys:
Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn…
Guds Søn kom for at bringe fred mellem Gud og mennesker - derfor kaldte Esajas ham for ”Fredsfyrste”. I 3½ år tjente han iblandt os og lærte os op i Guds veje - derfor fik han også navnet ”Underfuld Rådgiver.” (Es 9,5)
Åbn derfor dit hjerte for den levende Gud og tag imod ham, som er ”Frelseren”… som er ”Gud med os”! Lad ham blive din ”Underfulde Rådgiver”, og din ”Fredfyrste” så der kan skabes fred og forligelse mellem dig og Gud!! Som selveste Skaber af alting, lover han dig sejr over syndens og dødens magt - som kun han er i stand til, fordi han er… ”Vældig Gud”, ”Evigheds Fader” - Universets Herre...!