Menigheden Lys og Salt

Menigheden Lys og Salt

JULEN I DAGENS DANMARK DEL 4

Vi må desværre erkende, at julen ikke længere har den samme betydning for os mennesker som den havde engang. Den er efterhånden gået hen og blevet en tradition, og nu er det ikke længere ”Jesusbarnet”, som er omdrejningspunktet for julen.

Jesus er blevet erstattet af mange ting, og Jesu fødsel bliver nu kaldt for ”hjerternes fest”. Man fejrer den ofte - traditionen tro - ved at gå i kirke, spise traditionel julemad og give hinanden gaver.

Det er ikke længere Jesu komme til denne verden, som fejres, men julemanden, julenisser, gaver, og meget andet som har taget Jesu plads. Ja, der findes stadig dem, der fejrer det lille ”Jesusbarn”, men de fleste har gjort julen til en tradition, hvor Jesu navn aldrig nævnes.

Hvor må det bringe stor sorg til ham, som gav sig selv hen for os, og som endog gav sit eget liv for vores skyld. Men den der vil tage imod julens budskab, og som vil fejre den for det rette, må nødvendigvis også tage imod den voksne Jesus, som underviste os om vejen til Gud, og som derfor blev kaldt ”Underfuld Rådgiver”. (Es 9,5)

Ja, her må vi tage imod ham, som blev kaldt ”Freds Fyrste”, og som skabte forsoning og fred mellem Gud og mennesker ved sin død på korset på vores vegne. Han som bliver kaldt ”Vældig Gud” og ”Evigheds Fader” - og som lever i evighedernes evigheder.

Jesus kom til denne verden med ét eneste formål: at vende vore hjerter til Gud. Bibelen siger det med disse ord:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3,16)

Profeti om Jesu liv og død:

De bibelske profetier er suveræne og står fast. For profeterne har ikke kun forudsagt Jesu fødsel, men også hans offerdød. Her behøver vi blot at gå til Bibelen, til Guds store profet Esajas og læse de profetiske ord, som han nedskrev i det 8. århundrede f. Kr:

Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. (Es 53,1-12)

DEL 1
ET BARN ER FØDT I BETLEHEM
DEL 2
JESUS SKULLE FØDES I BETLEHEM
DEL 3
DE VISE MÆND FRA ØSTERLAND
DEL 4
JULEN I DAGENS DANMARK