Jeg må være bundærlig og sige, at jeg til tider har rystet på hovedet over de mange forskellige konspirationsteorier, der florerer på nettet. Her tænker jeg ikke kun på de fabler der pt. florerer omkring vacciner og små mikrochips, men også teorier, der skal afdække skjulte djævletegn, hvis folk ad vanvare stritter en smule med fingeren, eller hvis der er noget, der indikerer ”Illuminati kult”, som fx et enkelt øje, eller noget der tilnærmelsesvis lignede en trekant.
Sådan havde jeg det nok også med Karen Blixen. Jeg tænkte, at hun blot var desperat efter opmærksomhed og valgte derfor at krydre sine historier med alskens djævlesnak. Der er gennem tiden skrevet vidt og bredt om Karen Blixens virke, og hun er, om nogen, omgærdet af en vis mystik, som både omhandler hendes store berømmelse, men også om hendes ublufærdige tilgang til Djævelen og omgang med unge forfatterspirer, som brugte tid med Karen for at finde inspiration til deres forfatterskab.
Min holdning til Karen Blixens farverige historier tog en drejning, da jeg så dokumentaren ”Bag masken”. Her var udgangspunktet en hudløs ærlig beretning, fortalt af en søn til en af Karen Blixens unge lærlinge, ved navn Aage Henriksen, som kom i stald hos den berømte forfatterinde. Han var mærket helt ind i sjælen, idet hans far fortalte ham om hans oplevelser med KB.
Karen var en stålfast kvinde med høje ambitioner. Hun havde oplevet, hvordan den åndelige verden var en realitet, inspireret af hendes årelange ophold i Afrika. Det var under en indlæggelse på hospitalet, at hun indgik en livspagt med selveste Djævelen og dette beskriver hun selv på følgende måde:
”Her kom han imidlertid ikke som en brølende løve eller med larmende hestehove, men som en svag fortætning i lyset i et ensomt hospitalsrum.”
Karen mærker et nærvær og kommunikerer også med Satan selv og fornemmer, at han ikke på nogen måde har sympati for, at hun ligger alvorligt syg med Syfilis. Det er ikke derfor han møder hende. Han ved, at Karen har et voldsomt begær efter at få berømmelse. Et begær der er så voldsomt, at hun vil gøre hvad som helst – koste hvad det vil, og her vælger Karen – uden betænkelighed, at betale med sin dyrebare sjæl.
Som udgangspunkt tænkte jeg, at Aage Henriksen, ad omveje, var blevet forført ind i den store karismatiske moders dæmoniske univers, men jeg tog grueligt fejl. Han havde selv begge ben plantet dybt i meditation og dens okkulte teknikker. Han fik, uafhængigt af Karen, en meget voldsom Kundalini-rejsning, som gjorde, at han følte at hans ”åndsvæsen” nærmest forlod kroppen. Han var derfor ikke en novice,og han lod sig heller ikke skræmme af alle de ting, han så og oplevede, når han var sammen med Karen Blixen – heller ikke når hun omtalte sig selv som ”Djævlens veninde” og måtte dække sit ansigt til, fordi hun afgav et hvidt blændende lys fra sin mund - noget som hun selv tilskrev Satan og anså som en åndelig gave og et fortrin.
Karen Blixens mission var helt klar. Hun ville have succes med sit forfatterskab, og hvad end der virkede, så var Karen villig til at betale den fulde pris. Det samme kan man sige om de unge forfattere, som kom i stald hos Karen. De så og hørte ting, som var direkte okkulte, og Karen lagde ikke skjul på, at hendes mål var at føre de unge mænd væk fra kristne værdier og ind i hendes okkulte og selvfikserede univers, hvor målet var selviscenesættelse og berømmelse.
Afslutningen på Karen Blixens venskab med denne forfatterspire, endte fatalt med, at Karen, på sit dødsleje, greb den yngre mand om halsen og klemte på en sådan måde, at hans nakkehvirvler blev rykket fra hinanden, og han pådrog sig en permanent skade i nakken, som aldrig kom på plads, trods det at han modtog adskillige kiropraktiske behandlinger.
Ydermere oplevede sønnen, at han selv fik en ”ud af kroppen - oplevelse” en aften, han lå i sin seng… noget han, på ingen måde, selv ønskede, men som han vidste var en konsekvens af de okkulte ting, som foregik mellem hans far og Karen Blixen. Han tog derfor en pause fra sin far, da han ikke selv ønskede at tage del i disse ting.
Dette er desværre ikke meget anderledes end tidsånden i dag, som også kun har selvet i fokus. Her handler det kun om at skaffe sig likes og popularitet, og man er ikke bleg for at iføre sig okkulte slogans eller at brande Satan i musikvideoer, som den stakkels nye antihelt, der nu skal ind i varmen, så den "kedelige" kristendom kan blive losset på porten. Der er ikke længere noget der er helligt, ærværdigt og sandhedssøgende, men der er lagt op til, at man kan gøre lige præcis, hvad man har lyst til - og ingen taler om, at alt hvad vi foretager os, i sidste ende, har en konsekvens, når regnskabet skal gøres op.
For som tidernes ende nu nærmer sig og veerne tager til, kan vi ikke undgå at se, hvordan ondskaben stikker sit grimme fjæs frem… hvor djævletilbedelse måske er en joke for nogle, er det også blevet en vej til stor succes for de fleste, og de rider på bølgen af ubekymrethed. Mange ved måske ikke, hvad de hengiver sig til, men de får den opmærksomhed, de angler efter, og mange kan nu åbenlyst spotte Gud og hengive sig til begæret og lidenskaberne - men er nu, uden at vide det - blevet fjender af den levende Gud.
Forskellen på Karen Blixen og i dag er, at dengang kaldte man en spade for en spade, og man stod ved sit valg… Karen brystede sig af at være blevet ”Djævelens veninde”. I dag er tingene sovset ind i forskellige religiøse forklædninger, og man ser ikke på det med alvor, men mere som underholdning, og at man har ret til at udtrykke sig frit og ekspressivt.
Men at flirte med ondskab og okkultisme er ikke anderledes end det, som Karen Blixen befandt sig i. Bibelen siger klart:
Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke! Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Matt 6, 22-24)
