Nu har en gruppe kristne udviklet Christfulness som supplement. Christfulness er udviklet som et alternativ, der udvider mindfulness-begrebet. Det drejer sig nemlig også om nærvær med Gud og andre mennesker, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen i magasinet Kirken i dag.
Christfulness er udviklet af foreningen ”I Mesterens Lys” under Areopagos, hvis formål bl.a. er åndelig fornyelse og genopdagelse af kirkens spiritualitet. Ole Skjerbæk er en af Danmarks mest eksponerede såkaldte ”kristne” New agere, der har det med at gemme sig bag kristne begreber, og på den måde indfører han okkulte teknikker under dække. Man møder ham ofte på alternative messer rundt omkring, hvor han bygger bro med andre åndelige vejledere og dermed fører mennesker på afveje. Han er fuldkommen ukritisk over for de advarsler Biblen kommer med, når det angår fremmed lære og han samarbejder bl.a. med den katolske kirke. Her benytter han sig gerne af okkulte midler som tarot kort og ikoner.
Mættet af Kristus
Det engelske ord Christfulness betyder ’mættet af Kristus’. Og det er netop, hvad visionen er. Mennesket skal være fyldt op af Guds nærvær, som kan strømme ud på medmennesket.
Christfulness fører til opmærksomt nærvær i verden. Et nærvær, der leves ud fra Guds billede i hjertet. Så ses virkeligheden af et andet menneske også i Guds billede - derfor lærer vi at elske vores fjender, siger Ole Skjerbæk Madsen.
Her kan man tydelig høre, hvordan mystikken smyger sig ind og nærmest bliver ”Harry Potter”- agtig og med et overdrevent fokus på åndeligt nærvær og oplevelser. Vi skal, ifølge Ole Skjerbæk, ”smitte” andre med vores åndelige karisma, og dermed kan vi fritage os selv for at vidne og pege på Guds Ord ved hjælp af samtale. Her skal vi imponere mennesker med vores ”store” åndelighed og kigge indad, og så vil tingene komme helt af sig selv.
Ånd dig til nærhed
Hvordan opnår vi så denne Christfulness? Naturligvis gennem bønnen, mener Ole. Men Christfulness byder også ind med meditation som adgangsbillet til øget nærvær med Gud. Meditationen kan rense sindet; det gør man helt konkret via indåndingen, hvor Kristus, så at sige, åndes med ind. Når man herefter udånder, renses sindet, forklarer Ole Skjerbæk Madsen.
Hjertebøn og meditation
Hjertebønnen er et eksempel, som kan afprøves i praksis. Den foregår på følgende måde: 1. Saml opmærksomheden i hjertet. 2. Følg åndedrættet. 3. Bed bønnen; indånd på første linje og udånd på anden linje. Hjertebønnen lyder: ”Jesus Kristus Guds Søn! Forbarm dig over mig!”
Her indrømmer han åbent, at han involverer hinduistiske principper, hvor åndedrættet har en central funktion. Jesus taler aldrig om åndedræt og specielle teknikker - tværtimod advarer Han os imod det:
"Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke." (Matt: 24:26)
Her peger Jesus på de katolske ørkenfædre, der som bekendt fik okkulte åbenbaringer om jomfru Maria, og som, sørgeligt nok, influerer store dele af kristenheden i dag. Tag dig i agt for denne surdej, så den ikke gennemsyrer hele dejen!