I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler (Luk 8,1-3)
Her var der tale om kvinder, som fulgte Jesus - side om side med de tolv Apostle. Det var velhavende kvinder, som med deres egne midler sørgede for Jesus og disciplene. At de havde deres egne midler, betyder, at de havde tjent penge – de havde deres egen økonomi.
Vi har ofte en forestilling om, at det 1. århundredes israelske kvinder blev set på som en slags "2-rangs-borgere", som ikke havde lov til at deltage i samfundet på samme måde som mændene. Men det var ikke tilfældet i den tidlige kristendom, hvor disse kvinder gik sammen med de mandlige disciple og med Jesus selv.