Da Kejser Konstantin i 300 tallet indførte kristendommen som en af Romerrigets mange religioner, fik kristendommen sit første banesår. Her blev befolkningen ”tvangskristnet”. Nu var de kristne ikke længere ”et udvalgt folk” i verden, for nu vandt verden indpas i kirken via barnedåben.

Alt dette blev flettet sammen med babylonsk og romersk afgudsdyrkelse, hvor biskopperne efterhånden tilranede sig større og større magt. Konsekvensen blev, at de gejstlige blev ”de udvalgte” mellemmænd mellem Gud og mennesker. Der blev indført røgelse og lys og mange andre ceremonier, som i deres ydre form mindede om templet. Ypperstepræsten (biskoppen), præsterne (presbyterne), levitterne (diakonerne) udførte nu de ritueller handlinger i overværelse af lægfolket. Snart blev sand og levende kristendom erstattet af liturgien med sakramenterne som centrum.

Bibelens budskab blev formidlet på latin og gjort utilgængelig for menigmand. Jomfru Maria blev guddommeliggjort og mennesker blev ophøjet til helgener, som man kunne bede til. Her gik kristendommen en mørk tid i møde med forfølgelser af enhver som ikke underlagde sig den romerske afgudsdyrkelse. I år 1054 e. kr. udnævnte paven sig selv som apostlen Peters efterfølger og stjal nøglemagten i mange århundrede Udvælgelse tilhørte nu den katolske kirke - ”den eneste sande kirke hvor igennem der var frelse” - men hvilken løgn!

Også de jødiske rødder blev tilsløret – nu var jøderne ikke længere det udvalgte folk. Med tiden opstod den katolske tradition fra de såkaldte ”kirkefædre” som med deres vranglæse skabte en surdej som stærk forvrængede Bibelens lære. Her begik de samme synd som farisæerne og skabte med tiden deres egen overlevering.