Engang kom to skøger til kongen [Salomo]. De trådte frem for ham, og den ene kvinde sagde [til Salomo]:

”… denne kvindes søn [døde] om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn … men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født”.

Den anden kvinde sagde: "Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død”.

Men den første sagde: ”Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever”. Sådan skændtes de foran kongen (1 Kong 3,16-22)

OG HER VAR SALOMOS DOM:

[Salomo] sagde ... : ”Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel”.

Men da … sagde [den ene kvinde] til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!«

Men den anden sagde: ”Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig”.

Da sagde kongen: ”Giv hende det levende barn … [hun] er barnets mor”.

Hele Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, og de fik ærefrygt for kongen, for de forstod, at Guds visdom var i ham, så han dømte ret (1 Kong 3,23-27)

Biblen siger om Salomo:

"Han var visere end noget andet menneske, og hans ry nåede ud til alle omboende folk" (1 Kong 5,11)

Mon ikke han havde visdom nok til at vide, hvis han skulle vise kvinderne bort - med den begrundelse, at de er kvinder. Nej han lytter til dem og skaffer retfærdighed i denne sag - uden at stille spørgsmål ved, hvorfor de, som kvinder, kommer til ham.