Der er ingen tvivl om, at krigsrygter fylder meget i medierne for tiden.

Men hvor forberedte er vi kristne egentlig på den åndelige kamp, vi er kaldet til at kæmpe? Som Guds børn kan vi ikke undslå os at skulle kæmpe en indre åndelig kamp, en kamp, som ofte foregår i vores sind og tanker, og som er en del af den kristne vandring. Kun den, der vælger at vandre i lyset og følger Biblens spilleregler - hvilket betyder, at man er villig til at bære den hån, som verden, helt sikkert, vil møde os med, og som vil tage sit kors op og følge Jesus - vil kunne sejre i sidste ende ... og her er der ingen kortere smutveje.

Her må vi spørge os selv, hvilke kampe vi skal kæmpe... er vi, som kristne, sat til at løbe rundt på gaderne og demonstrere mod ytringsfriheden med bibelske slogans på store bannere og deltage i ophedede debatter med dem, vi er uenige med – herunder anderledes troende, ja mennesker, som i det hele taget, ikke lever efter Biblens principper? Vi er ikke, som kristne, sat til at jagte mennesker, som ikke er enige med os. Det er absolut ikke den kamp, vi som kristne skal kæmpe. Vi må naturligvis altid have retten til at forsvare os selv, og det er fint, at man kan deltage i lødige debatter, men et militant og hadefuldt korstog, rettet mod dem, der har valgt et andet liv, er fuldkommen ubibelsk og hører sig slet ikke til for en ægte overgivet kristen. Jesus har aldrig opfordret til sådanne ting, men han siger faktisk, at vi ikke er sat til at dømme verden omkring os. Vi kan, i vores iver som kristne, opleve at blive så opsatte på at overbevise “dem derude”, at vi står i fare for at glemme, hvordan det står til hos os selv ... i vores “egen have”.

Skal vi bruge al vores tid på at bede for syge og søge øjeblikkelig helbredelse og udfrielse for alle omkring os? Eller skal vi skabe et inkluderende, næstekærligt miljø med gratis kaffe og kristen sjælesorg? Bibelen taler faktisk om, at nådegaverne er til for menigheden og er til opbyggelse, formaning og trøst. Det betyder også at helbredelsens nådegave hører til i selve menigheden. At Jesus og hans disciple lagde hænderne på folk, peger på den gammel testamentelige profeti for jøderne om at Jesus var deres sande Messias (Es 53,4)...

Det betyder selvfølgelig ikke, at Herren ikke kan tale og lede os ind i en specifik situation med et menneske i nød – men evangelisation handler primært om at omvende ufrelste mennesker, og ikke om masse-helbredelse af tilfældige mennesker på gaden eller ved store spektakulære events. For hvad nytter det, at et mennesker bliver helbredt, hvis vi ikke forkynder evangeliet for vedkommende. Selvom folk bliver helbredt, er der ingen garanti for, at de omvender sig til den kristne Gud, men desværre sker det alt for ofte, at mennesker tænker: ”Tja, der er mere mellem himmel og jord …” Mange har, af et godt hjerte, opbygget kirker, hvor dette er hovedformålet – og her er der fare for at man lover ting på vegne af Herren, som ikke er bibelsk funderet.

Men når alt bliver stille og man giver sig tid til Herren i ens lønkammer – hvor man standser op og lukker kaos ude, så bliver det lettere at se sig selv i Herrens lys. Her vil man hurtigt opdage de fejl og mangler, der stadig kan hænge ved. En klog prædikant sagde engang, at den person, du er derhjemme, er den, du virkelig er inderst inde. Vi kan alle præsentere vores bedste sider for andre, men lad os nu være ærlige: Hvis de kunne se os i vores mørkeste stunder, når vi lader paraderne falde, ville det være tydeligt for dem, at vi stadig har meget at arbejde med. Vi er som kristne i kamp, både mod en ydre fjende, Satan og mod vores eget kød – den gamle forbitrede Adam – ja vores eget ego, der forsøger at gøre sig gældende.

Hvis vi er mere optagede af at være populære og interessante for verden, så folk tænker, at vi "i bund og grund er gode nok" og " faktisk næsten ligesom alle andre", kan vi let fjerne os fra det, som Paulus siger er nødvendigt for at nå målet og modtage sejrskransen. Han siger, at det er at sammenligne med en aktiv idrætsmand. Vi bør dagligt opøve os i hellighed, i at udvikle åndens frugt og lade os forvandle i lyset af Guds Ord... Det betyder, at vi ser os selv med Guds øjne og bruger hans bud som målestok – for de afspejler, hvem Gud er, og hvordan vi, som hans folk, skal leve et værdigt liv.

Der er masser af ting, som vi kan tage fat i, men først og fremmest må vi finde sammen med et sundt og ægte fællesskab, så vi ikke går alene – og her vil Herren forme og danne os, fordi vi slibes, når vi er sammen med andre. En ensom ulv, der isolerer sig, har ikke nogen mulighed for at vokse, men forbliver hul som papyrus... hvis ikke man vokser til mands modenhed, så er det svært at udvikle åndens frugter, for ingen mennesker er født fuldkomne og vi har brug for at blive slebet og dannet. Det er derfor Biblen siger, at vi skal være i et fysisk fællesskab, med mennesker, ansigt til ansigt (ikke online kirker), hvor man kan spejle sig i andre og vokse i hellighed og i format. Så lad os ikke negligere kampen om at forblive Guds sande børn - hvor vi først og fremmest kigger helt ind i ”egen have” og rydder ud i de ting, som vil stjæle vores tid og samfund med vores kære Frelser. .