En dyb, religiøs grøft har pløjet sig ned gennem Mellemøsten og splittet regionen i to lejre. På den ene side står sunnimuslimske lande med det olierige Saudi-Arabien som den ledende stormagt. Og på den anden side står en alliance af shiamuslimske lande, hvor Iran indtager rollen som magtbastionen.

Det er en mange hundrede år gammel grøft og man skal helt tilbage til det 7. århundrede for at forstå, hvad der danner grundlaget for den splittelse, der præger Mellemøsten i dag. Det var her, at islam blev delt i de to hovedretninger.

Splittelsen opstod, lige efter Muhammed døde i år 632, i nutidens Saudi-Arabien, for hvem skulle nu overtage ledelsen efter islams grundlægger? Shia- og sunni-muslimerne pegede på hver deres kandidat.

• De, der senere blev til shia-muslimer, mente, at det skulle være en fra Muhammeds slægt. De pegede på hans fætter og svigersøn Ali ibn Abi Taleb som efterfølgeren. Navnet shia er en arabisk forkortelse for dem, der følger Ali.

• Den anden gruppe mente, at den rette efterfølger var Abu Bakr, en af Muhammeds venner. Det endte med, at flertallet pegede på Abu Bakr som den første kalif.

Slægtskabet til Muhammed spiller også en vigtig rolle i shia-islam i dag.

Mens sunni-muslimer fokuserer på, hvad Muhammed har sagt og gjort, lægger man i shia-islam også vægt på læren fra en række imamer, man mener stammede direkte fra Muhammed.

Og efter flere år med blodige kampe vandt sunni-muslimerne retten til at være Muhammeds arvtager. Lige siden har sunni-islam været den dominerende retning, og udgør i dag 85 procent af verdens muslimer. Splittelsen mellem shia- og sunni-islam blev cementeret i år 680 i et blodigt slag i Karbala i det nuværende Irak, hvor det sunni-styrede kalifat myrdede Alis søn, Hussein.

De to forgreninger har over de seneste ca. 1400 år udviklet sig i hver sin retning og med hvert deres kendetegn, men det er stadig forhistorien, der er den afgørende forskel:

• Forskellene på shia- og sunni-islam kan til en vis grad sammenlignes med, hvordan den protestantiske og katolske kirke adskiller sig fra hinanden.

• Shia- og sunni-muslimer er enige om meget af det grundlæggende såsom troen og på Koranen og Muhammed. Men de har udviklet forskellige institutioner, ritualer og filosofiske skoler.

• Spørgsmål om lovfortolkning ned til de praktiske detaljer om, hvordan man udfører den muslimske bøn korrekt. For eksempel kalder sunnimuslimske minareter til bøn fem gange om dagen, mens de i shia-islam kun gør det tre gange. Kaldet til bøn lyder også forskelligt fra de to retningers minareter.

Generelt holder shia- og sunni-muslimer til i hver deres moskéer, og det er oftest kun de mest progressive, man vil se bede sammen på tværs af skellet.

Også stilarten og æstetikken adskiller sig. Shia-islam som især har udviklet sig i Irak og Iran har dermed fået en mere østlig stil. Desuden bliver islams billedforbud håndhævet strengere i sunnimuslimske lande. Det har gjort, at shiamuslimsk kunst og moskéer er langt mere symbol- og billedrige.

Når man synligt kan skelne shia- og sunni-islam fra hinanden, skaber det i sig selv en større forskel.

På trods af at splittelsen i islams begyndelse, har der været mange perioder i historien, hvor shia- og sunni-muslimer har levet fredeligt side om side.

Da Muhammed døde

Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations beskriver i sin rapport ”The Sunni-Shia Divide”, at der har været flere hundrede år i historien, hvor forholdet generelt har været så uproblematisk, at ægteskaber på tværs af skellet blev almindelige.

Desuden er det værd at bemærke, at Saudi-Arabien gennem tiden som hovedregel har tilladt shia-muslimer fra Iran at tage på den vigtige pilgrimsfærd til Mekka. Konflikten er dog blevet så tilspidset, at de iranske myndigheder i denne uge gjorde klart, at de i år ikke vil tillade iranere at tage på pilgrimsfærd til Saudi-Arabien.

Der er dog noget ulogisk i, at det netop er Saudi-Arabien og Iran, der i dag er drivkræfterne i at holde den urgamle splittelse i live. Ingen af landene repræsenterer noget, der kan betegnes som klassisk sunni- eller shia-islam, forklarer Martin Riexinger, lektor i arabisk og islamstudier på Aarhus Universitet.

Under den islamiske revolution i Iran i 1979 indførte Ayatollah Ruhollah Khomeini en særlig fortolkning af shia-islam, hvor en islamisk retslærd skulle stå over både folket og den politiske ledelse. Og i Saudi-Arabien har den kongelige Saud-familie knyttet landet til den ultrakonservative wahhabisme.

”Wahhabisme er en strømning, der slet ikke var accepteret blandt almindelige sunni-muslimer for 150 år siden. Og den ideologi, som det iranske system bygger på, blev først formuleret af Khomeini i 1970'erne,” siger Martin Riexinger.

At moderkonflikten i islam for alvor er blusset op de senere år, er ifølge professor Thomas Hoffmann ikke mindst en konsekvens af den amerikanske Irak-invasion i 2003. Her skubbede man til den magtbalance, der havde hersket mellem shia- og sunni-muslimer i Irak. Samtidig skabte det grobund for et sunnimuslimsk jihad-miljø, hvor militante grupper voksede frem.

”Alt det, der gik galt ved invasionen i Irak, fik hadet til at blomstre op. Det forrykkede en skrøbelig, men også brutal status quo, og det er delvist også det, der ligger til grund for Islamisk Stats oprettelse,” siger han.