At kontakte ånder og rådføre sig med ånder er et velkendt fænomen og kan ske med forskellige formål:
- at få kundskab og indsigt
- at kommunikere med de døde (en pårørende, en ven eller en bekendt)
- at forhøre sig om fremtiden osv.
- at opnå selvkontrol pga. sygdom eller andre psykiske tilstande
Som medlem af Lys og Salt har jeg selv gjort mig mine egne personlige erfaringer, inden for åndernes verden. Disse erfaringer fik jeg, længe før jeg blev kristen. Sammen med en lille gruppe mennesker blev der holdt nogle seancer hvor vi, i nysgerrighed, udførte Ånden i glasset – og spændingen var høj. Vi håbede at kunne se ind i fremtiden… vi håbede at få et indblik i, hvad der ventede os forude. Det startede da også op som forventet! Spørgsmål blev stillet til ånden: Hvornår bliver jeg gift?… hvornår kommer jeg til penge? – og mange andre lignende spørgsmål… og svarene kom prompte. Vi var virkelig begejstrede. Men umærkeligt skiftede den positive stemning og noget mørkt og ondt krøb ind!
Glasset bevægede sig med lynets hast, og frem kom ord som: Du skal snart dø… Din ven der sidder her ved bordet sammen med dig, bagtaler dig… og røster fra afdøde manifesterede sig og fortalte, at de befandt sig i Helvede, og at vi skulle bede for dem! Vi gik rystede fra bordet, hvor jeg besluttede mig for – for altid – aldrig at ville rådføre mig med disse ånder igen … for her var tale om direkte ondskab og en grusom sammensværgelse. Ikke så sært, at Bibelen kalder dem for ondskabens åndemagter.
Men Bibelen taler også om, at Satan selv udgiver sig som en lysets engel – han præsenterer sig som en kærlig ven, til at starte med, men tiden vil vise, at han er ondskaben selv, der ønsker at ødelægge Guds skabninger – dig og mig! Derfor kommer jeg med denne advarsel – for i dag opsøges disse åndemagter af mange mennesker, der håber at kunne finde hjælp og vejledning i det overnaturlige.
Her går man til en spåkone, en clairvoyant, en healer… ja, man går til personer med særlig åndelig magt og indsigt – eller som har kontakt med de afdøde (ånderne).
I dag har mange mulighed for at opnå kontakt med ånderne og kommunikere med de døde (ånderne), ved hjælp af ånden i glasset, og andre metoder, som kan skabe kontakt til den åndelige verden - såsom meditation, kontemplativ bøn, lystænding, trance, tarotkort – ja, der er mange muligheder. Her bliver mange unge lokket til af ren og skær nysgerrighed.
Men hvad sker der, hvis du får et ubehageligt eller uønsket svar? Hvad hvis der sker ting, som du ikke har bedt om? Eller hvis disse ånder, vitterligt, dukker op? Er det kun en uskyldig leg, vi har gang i? Er de ånder, man får kontakt med virkelig så harmløse, som mange tror?
Så snart du begynder at kontakte dem, ved at invitere dem ind i dit liv, vil ånder, som fx: dødemaner- og sandsigerånder, hekse- og trolddomsånder – samt frygt, søvnløshed, depression eller andre mentale sygdomme og dødsfald komme ind i dit liv. Der kan være tale om en enkelt ånd eller måske flere… måske manifesterer de sig med det samme – eller de dukker op hen ad vejen. En ting er dog sikkert: De vil dukke op! De vil manifestere sig fysisk – og det vil de gøre igennem et menneske! Måske begynder du at høre stemmer, der fortæller dig, hvad du skal gøre!
En højere autoritet
Disse magter forsvinder ikke af sig selv! Du har selv inviteret dem ind i dit liv. Der findes kun én, som har en højere magt og autoritet, og som kan få dem til at gå væk – og det er Jesus Kristus! Kun i Jesu navn bliver en person fuldstændig fri for dæmonisk undertrykkelse. Ingen psykolog, psykiater, heksedoktor… eller magiske ritualer eller medicin er i stand til at afhjælpe problemet helt! Kun Jesus!!
Hvor mange er ikke faldet i denne grøft, at de har involveret sig i okkulte ting, hvor de har lidt skade på deres sjæl med mentale lidelser. Mange er endt på psykiatrisk afdeling, hvor de pumpes med medicin for at få deres sind under kontrol, så ånderne ikke manifesterer sig?!
Hvor mange er ikke blevet holdt fanget i isolation, hvor de er blevet plaget, hærget og ødelagt af disse onde magter, fordi de var nysgerrige med hensyn til deres fremtid – eller ønskede at opnå kundskab og visdom?! Men denne medicin vil ikke hjælpe dem spor! Fordi disse dæmoner kommer fra den åndelige verden - og ikke fra den fysiske. De manifesterer sig i den fysiske verden, men stammer fra den åndelige. Derfor kan de kun kastes ud af en højere åndelig autoritet, Jesus Kristus, som både er i stand til at udfri mennesker og sætte dem fuldstændig fri fra disse ånder!
Men hvad siger Bibelen om at kontakte disse ånder – hvad mener Gud?:
Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags … (5 Mos 18,10-12)
Hvis du kontakter en dødemaner eller en afdød, en troldmand/troldkvinde, en heks, en spåkone eller hvis du bruger tarotkort, ouija bræt eller lignende – og uanset om du gør det alene eller sammen med andre, vil du blive vanhelliget, tilsmudset og uren af mørkets magter, fordi ånderne kommer ind! Det kan godt være, du kan begynde at tale med visdom eller have en overnaturlig indsigt, som kanaliseres til dig gennem ondskabens åndemagter – men dit liv vil nu være under åndernes kontrol!
Ved at læse om kong Saul i Bibelen ser vi, hvad der skete med ham efter at han havde konsulteret en ånd fra en afdød: Han endte med at begå selvmord! Lad os derfor rådføre os med Guds ord – Bibelen – og intet andet!! Lad ikke nysgerrigheden angående fremtiden drive os i hænderne på disse åndemagter, men i stedet lægge vores liv over i Guds hånd og stole på ham for vores fremtid!
Indimellem vil han åbenbare ting for dig – og andre gange ingenting, men hvis du lader Jesus være centrum for dit liv, vil alting ende godt op!
Menigheden som social institution
Med tiden er menigheden gået hen og blevet en social institution, i stedet for et sted hvor Guds mægtige kraft manifesterer sig – så i stedet for at sætte mennesker i frihed og befri dem fra mørkets undertrykkelse, bliver de sendt videre til læger, psykologer og andre menneskelige institutioner. Her er menigheden gået hen og blevet en human social institution, som bygger på kundskab og menneskeværk – i stedet for Guds levende Ord: Jesus Kristus!
Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. (Kol 2,8-10)
Tiden er kommet, hvor menigheden må omvende sig fra sine kødelige gerninger og vende tilbage til Jesus – Guds Ord – og bygge på ham! Det er på tide, at vi begynder at se den ægte fjende, hvor vi tager højde for og erkender den åndelige verden og den åndelige krig, vi befinder os i, og ser at et menneske kun kan blive en del af Guds Rige (som er et åndeligt rige) ved at blive født på ny ved Helligåndens kraft!
Hvordan kan menigheden etablere Guds Rige på jorden?
Det sker ved at sætte mennesker fri for Djævelens undertrykkelse! Kun Guds ægte sønner og døtre kan udfri mennesker i Jesu Kristi navn! Jeg skriver ægte – fordi mange mener, at de er ægte kristne, alt imens de lever nøjagtig som resten af verden - og de har ikke fællesskab med Gud gennem Jesus Kristus! De tænker kun på verden, og de tænker verdslige løsninger.
Men tro mig: Den åndelige verden er virkelig – også selv om et uomvendt menneske ikke kan se den! Vi kan heller ikke se vinden eller tyngdekraften, men vi kan se dens virkninger. Det samme gælder de onde ånder, som efterlader mange mennesker i mørket.
Hvis du er en af dem, der har haft omgang med det okkulte og ønsker at blive sat fri fra mørkets magter, så se dig om efter en menighed, der vandrer efter Ånden og som er i stand til at sætte dig fri i Jesu navn!
Der findes en udvej… der findes et håb midt i din fortvivlelse – og hans navn er Jesus Kristus! Men det er op til dig at tage det første skridt!
(Se også: 3 Mos 19,31; 20,6+27)
Se også nedenstående videoer: