VI MØDTE JESUS





CHARLOTTE RØRTH



I drømme hører hun en dyb stemme kalde, bag en stor tung dør af mørkt egetræ. Det er døren til kapellet i den katolske kirke, hvor hun blev naglet til gulvet. Det er en mande stemme, der først kalder pænt og høfligt, men som langsomt bliver mere og mere insisterende. Til sidst bliver den så beordrende og barsk, at hun vågner ved det.


Hvilken verden var Charlotte Rørth i kontakt med? Var disse oplevelser fra Gud?





Forfatter og foredragsholder Charlotte Rørth har siden sit skelsættende møde med sin ubibelske ”Jesus”, været vidt omkring og har fortalt om sine åndelige oplevelser i det meste af Skandinavien - og nu også i andre europæiske lande. Hendes oplevelser tiltrækker mennesker, som søger åndelige oplevelser og som kan relatere til en Charlotte, som ikke selv mener, at hun er en kristen. Hvordan kan man vide om det vitterligt er den sande Jesus, der er tale om?


Hvordan kan vi vide, om der er tale om et ægte møde med selveste Frelseren, hvor han i sin nåde skulle have rakt ud til Charlotte - og hvad kendetegner et møde med selveste Himmelens Herre? Charlotte beskriver i detaljer at hun fik en fysisk og åndelig opvågning, hun ændrede karakter og her var der tale om voldsomme kræfter, som forvandlede hele Charlottes syn på det religiøse og som har haft en stor indflydelse på hendes liv, i det hele taget.


For at kunne forstå de åndelige mekanismer og for at kunne skelne mellem hvad der egentlig er tale om, er man nødt til at kende Bibelen - og ja, også selv at kende Gud. For den kristne som vandrer med Herren og som mærker hans nærvær og hører hans røst, er der helt specielle kendetegn, som vidner om, hvorvidt der er tale om en forbindelse til den ægte Gud.


Men her har Charlotte Rørth valgt ikke at ”slå op i en bog” (Bibelen red) og få svar i alle detaljer på, ”hvordan hun skal leve, gå klædt, tale, handle eller tænke”, for hendes Jesus forlanger ikke noget som helst af hende, men ”stoler på hende”. Men her kan vi ikke komme udenom at Bibelen er Guds ord til os mennesker, og som giver os klare retningslinjer om, hvad det indebærer at vandre med Jesus.


Mødet med den åndelige verden er ikke bare en homogen masse og udspringer ikke nødvendigvis fra den samme kilde… Hvordan kan vi sikre os, om hvorvidt det er gode eller onde kræfter der er på spil? Og hvilke kræfter stod bag de åndelige manifestationer som Charlotte Rørth mødte?


Det finder vi ud af ved at læse hendes bog, for her fortæller hun, at hun ikke kan komme udenom, at det var en kundalini-rejsning hun fik. Det må få alarmklokkerne til at ringe, hos en kristen, idet kundalini-rejsning ikke kommer fra Gud, men er en okkult binding, som kun vil føre os ud i forførelsens verden, af bedrageriske dæmoniske magter. https://tropaagud.dk/kundalinikraften.html


Gør derfor dig selv den tjeneste at se nedenstående video, som er baseret på Charlotte Rørths egne udtalelser og som afslører, at den Jesus hun mødte, IKKE er Bibelens Jesus – men en dæmonisk manifestation.


Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24).


Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han... (Gal 1,8).