Mange kristne er af den overbevisning, at Jesus kom for at udrydde Loven, og at de første kristne derfor ikke længere fulgte den – men det var slet ikke tilfældet!
Vi er blot så vant til at læse Skriften med bestemte briller på, og derfor ser vi ikke klart, at den første jødekristne Menighed faktisk levede under Loven. Uden denne erkendelse kommer vi ofte ind i selvmodsigelser, og vi får svært ved at få Skriften til at gå op i en højere enhed.
Men nu har globaliseringen og det teknologiske fremskridt - sammenholdt med nye arkæologiske fund og antikke skrifter - kastet nyt lys over baggrunden for de første kristnes tilgang og praksis i deres gudsdyrkelse.
Denne forskning har i dag godtgjort, at de jødekristne faktisk levede under Loven i den nytestamentlige Menighed. Dette skyldtes til dels, at de fandt deres identitet i de jødiske rødder, men også at de samtidig levede under en stærk forvisning om Kristi snarlige genkomst. Så hvorfor ændre på noget? Her lærte Paulus de jødekristne at underordne sig myndigheden - romermagten og Overleveringen - samt det teokrati, som var indsat af Gud (Rom 13,1-2).
I dag er vi ikke underlagt den tids restriktioner, idet vi, som hedningekristne, hverken er underlagt jødedommen eller den romerske lovgivning. Men inden vi går ind i denne argumentation, må vi først undersøge, hvad det er for en viden vi har fået adgang til, og hvad den har at sige os i dag.
LÆS HER OM DØDEHAVSRULLERNE (eller klik på billederne)