Tingene var ikke altid så ligetil for de første jødekristne, som vi gerne vil tro. De levede dengang under specielle forhold, hvor besættelsesmagtens lovgivning, jødernes teokrati og den jødiske overlevering levede side om side og var overordnede myndigheder, der skulle tages hensyn til.

I dag vedkender ekspertisen sig det faktum, at kristendommen allerede fra begyndelsen var en jødisk bevægelse, som byggede på jødiske præmisser - både i synagogen, i templet og i hjemmene. Ingen satte spørgsmålstegn ved dette. De første kristne var jo alle jøder!

Samtidig forventede man Jesu snarlige komme, og man så derfor ingen grund til ændre på sin jødiske identitet, idet Jesus snart ville vise sig i skyen. Derfor placerede menigheden sig midt i jødedommens højborg, hvor de, i første omgang, blev én ud af mange trosfraktioner. Men som tiden trak ud, og Jesus ikke kom tilbage, opstod der helt naturligt problemer, som måtte afklares hen ad vejen, eftersom de kristnes forhold ændrede sig. På denne måde kom menighedens struktur og bestemmelser under konstant forvandling, idet man stod i en brydningstid imellem den gamle og den nye pagt.

Og så var der hele hedningespørgsmålet: De jødekristne var, i første omgang, ikke klar over, at hedningerne skulle frelses, til trods for de profetiske ord i GT og Jesu egne ord. (ApG 1,28; Joh 10,16; Es 56,6-8). Her måtte Peter have tre åbenbaringer, førend han forstod budskabet. (ApG 10)

Cornelius blev den første hedningekristne. Men da han hørte til de ”gudfrygtige”, dvs. hedninger, der i forvejen bekendte sig til Jødedommen, og som kom i synagogerne og kendte Loven, skabte det i første omgang ingen problemer for den jødekristne menighed. Derfor tog de jødekristne ikke, på det tidspunkt, stilling til hedningernes forhold til Loven.

Endvidere opstod der i anledning af Stefanus’ stening en forfølgelse af de kristne, som spredte den jødekristne menigheds vidt omkring, hvor evangeliet kun blev forkyndt for jøder. (ApG 11,19).

Problemet opstod først senere, da ægte hedninger begyndte at omvende sig til kristendommen i stor stil.

Her blev der afholdt et apostelmøde, hvor det blev besluttet, at hedningekristne (som her fik status som ”de fremmede” i Israel) måtte underlægge sig 4 love fra Moseloven samt visse bud fra overleveringen for at kunne have fællesskab med jøderne.

Det skete som sagt først ca. 20 år efter menighedens start. Og sådan var tingene i konstant udvikling.

Også den jødiske tradition mistede, hen ad vejen, mere og mere af sin betydning.

De rene hedningemenigheder, som opstod hen ad vejen, bibeholdt den oprindelige jødiske menighedsform, sådan som de havde lært det.

Først i år 70 blev de sidste bånd til de jødiske rødder kappet ved templets ødelæggelse. Her gik de profetiske ord fra Jesus i opfyldelse:

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! (Matt 23, 37-39)

Under den jødiske opstand, hvor Zeloterne gjorde oprør imod den romerske besættelsesmagt, kom det til kamp imellem dem, hvor det endte med at jøderne blev fordrevet fra deres hjemland, hvor templet blev brændt ned til grunden. (Matt 24,1-2) Siden da har ingen formået at rejse et nyt tempel.

Men Jesus rejste det åndelige tempel op på 3 dage. (Joh 2,19) Her blev rødderne til den jødiske forståelse af Skriften definitivt kappet .

Kirken kom langsomt på afveje, og endte til sidst op i en alliance med den romerske besættelsesmagt. Ved kejser Konstantin sammensmeltning af kirke og stat infiltreredes den kristne kirke hen ad vejen mere og mere af den babylonske afgudslære.

KONKLUSION - KLIK HER