I Luk 13,10-16 beretter Lukas om en kvinde, som havde været plaget af en sygdomsånd i atten år, som havde gjort hende krumbøjet.
Da Jesus så hende, kaldte han hende til sig og løste hende fra sygdommen, og han kaldte hende kærligt for Abrahams datter, stik imod den jødiske Overlevering.
Med denne handling satte Jesus kvinden tilbage i sin oprindelige udvælgelse. For ifølge Overleveringen var det kun de mandlige jøder, der var Abrahams ægte børn – idet det jo ikke var Adam, der var årsag til syndefaldet - men Eva! (Udfordringen 11. feb. 1993. s.15). Igen gik Jesus imod Overleveringen og viste de tilstedeværende mandlige jøder sandheden om Guds syn på kvinden.
En kvinde kunne ikke optræde som vidne i retslige sager iflg. romersk lov. Det kunne hun heller ikke ifølge den jødiske Overlevering. Hun var jo datter af Eva, og måtte derfor regnes for upålidelig og uden dømmekraft.
Vi ser et eksempel på dette i Luk 24,1-12, hvor ikke engang Jesu egne disciple ville tro de kvindelige disciples vidnesbyrd, da de kom tilbage til graven og vidnede om Jesu opstandelse. Men igen gik Jesus imod den jødiske Overlevering og gav kvinden et kald - han udvalgte sine kvindelige disciple til at være de første vidner om hans opstandelse fra de døde - både overfor apostlene og for eftertiden.
Heller ikke Paulus havde lyst til at bruge kvindelige vidner om Jesu opstandelse. Det ser vi i 1 Kor 15,3-9, hvor Paulus fortæller om de mange personer, der var vidner til Jesu opstandelse. Men han nævner aldrig kvinderne - hverken Maria eller de andre kvinder, som jo ellers var førstehåndsvidner. Deres vidnesbyrd havde ingen værdi. De blev ikke godtaget som vidner - både pga. den jødiske Overlevering og den romerske lov. Men Jesus selv så anderledes på det - han brugte gerne kvinder som vidner.
MEN HVORDAN SKAL HEDNINGEKRISTNE FORHOLDE SIG TIL LOVEN?
