Kvindens stilling i ægteskabet indebar også stor usikkerhed for hende. Hun havde ikke ret til skilsmisse, det havde kun manden.
Hvis manden ønskede skilsmisse, blev kvinden sendt tilbage til sine forældre og måtte forlade sit hjem og sine børn, som tilfaldt manden. Her skulle han blot give hende et skilsmissebrev.
Som tidligere nævnt var der på Jesu tid to teologiske retninger indenfor farisæerne: Hillel og Shammai. I spørgsmålet angående skilsmisse lærte Shammai, at den eneste årsag til skilsmisse var utroskab. Hillel lærte derimod, at en mand havde lov til at sende sin hustru bort af utallige årsager. Den kendte rabbi Akiba gik så vidt, at han lærte, at hvis manden ikke kunne lide sin hustru og fandt en mere tiltrækkende kvinde, kunne han bare lade sig skille.
At denne skik var almindelig brugt iblandt befolkningen ser vi tydeligt i Matt 19,3-12, hvor Jesus blev kontaktet af farisæerne, som ville sætte ham på prøve angående dette spørgsmål. Det var egentlig ikke, fordi de selv ville vide mere om dette spørgsmål - nej, det ville vide, hvis side Jesus stod på i denne sag.
Da Jesus tilkendegiver, at den eneste årsag til skilsmisse er utroskab - finder hans disciple det bedre ikke at gifte sig, hvilket viser, at også de havde en forkert indstilling til kvinden og ægteskabet. Men her går Jesus ind og sikrer kvinders rettigheder i ægteskabet!
Kvinden blev ofte syndebuk, og i Joh 8,1-11 var det da også kun kvinden - og ikke manden, der blev grebet i hor. Det fik Jesus til at pege på de Skriftkloge og Farisæernes åbenlyse hykleri.
Her skrev Jesus i sandet ”Han som er uden synd...” – Αναμαρτητος, som betyder samme slags synd - ægteskabsbrud, hor, utroskab – ”...skal kaste den første sten” (Adam Clarke´s commentary on the bible, Joh 8,7).
Det viste sig, at samtlige tilstedeværende mænd havde begået samme form for lovbrud eller noget, der lignede det - dog uden konsekvenser… og hvor var manden? Iflg. Loven skulle både manden og kvinden straffes. (5 Mos 22,22).
LÆS MERE OM KVINDERS YTRINGSFRIHED
