Da Jesus, henvendte sig til den samaritanske kvinde - i al offentlighed - mødte han hende med åbenhed og respekt. I Jesu nærvær blev kvinden pludselig synlig i gadebilledet, og hun fik mulighed for både at tale og stille spørgsmål.

Iflg. jødisk tradition var samaritanere urene - et folk jøderne så ned på og undgik. Men det var mærkelig nok ikke dét, der i første omgang undrede disciplene. Nej - de undrede sig over, at Jesus talte med en kvinde. (Joh 4,4-42).

Og det var bestemt ikke uden grund. Det var nemlig ganske uhørt at en mand talte med en kvinde udenfor hjemmets fire vægge - fordi det var imod den jødiske overlevering. Ja, en mand måtte slet ikke hilse på en kvinde uden for hjemmet - ikke engang hans egen hustru eller søster.

Derfor var det heller ikke tilladt, for en kvinde, at stille spørgsmål eller på andre måder ytre sig i hverken helligdommen eller i synagogen. Ifølge overleveringen var det usømmeligt. (Maimon. Hilch. Dayot, c. 5. sect. 7.)

Men Jesus, som var selveste Helligdommens Herre, havde intet imod, at kvinden stillede spørgsmål, og han heller ikke noget imod at besvare dem alle sammen!

LÆS VIDERE OM KVINDERS RET TIL UDVÆLGELSE OG TIL AT VIDNE