Vi kan altså spore tiden for Adams herredømme over Eva tilbage til syndefaldet. Hun lod sig forlede af slangen, og overtrådte dermed Guds bud. Men hun fristede også Adam til at spise af den forbudne frugt. Her kom straffen omgående, hvor Gud sagde til kvinden:

Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig. (1 Mos 3,16)

Her sagde Gud to ting til kvinden:

For det første vil jeg gøre dine svangerskaber talrige og dine barnefødsler smertelige og farefulde. (Jf. KJV; DO af 1861) (John Gill's Exposition of the Entire Bible Ge 3:16).

For det andet vil jeg skabe en attrå i dig – en lyst og et begær efter manden. Jeg vil underlægge dig hans vilje… og han skal herske over dig!

Dette var en passende og retfærdig straf for en kvinde, som ikke ville underlægge sig Guds bud, og som gik foran i syndefaldet. Nu var hun ikke længere underlagt en nådig Gud, men fik manden som herre i sit liv.

Her ser vi Guds retfærdighed i funktion, for sig mig: hvilken straf er større, end at være underlagt et menneskes lunefulde vilje, når man er skabt til at befinde sig i en tilstand af frihed og lighed, under beskyttelse af en retfærdig og nådefuld Gud?!

Men Gud gav ikke kun Eva en straf… Han gav hende også et løfte… kvindens afkom skulle en dag knuse slangens hoved og løskøbe enhver, som var indesluttet under lovens forbandelse.

Dette løfte gjaldt også kvinden - hvad ellers?

MEN HVAD SÅ MED PAULUS' ORD OM KVINDEN - HVOR PLACERER VI DEM? LÆS VIDERE HER