For første gang indrømmer mormonbevægelsen i USA, at dens grundlægger og profet, Joseph Smith, tog mange koner - nogle var i forvejen gift.
Mormonerne i USA har altid benægtet det. Men nu indrømmer organisationen, at dens stifter og profet, Joseph Smith, gennem sin livstid tog op mod 40 koner. Flere af kvinderne var i forvejen gift med andre mænd, og en var blot 14 år gammel, da hun blev smedet sammen med Smith.
Den overraskende afsløring fra mormonerne, også kendt som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er led i en ny serie online essays, som har til formål at udvise større åbenhed omkring dens nogle gange problematiske historie og praksisser. Andre essays behandler emner såsom det nu ophævede forbud mod sorte præster, og tidligere dette efterår offentliggjorde kirken en fire minutter lang video, der forklarer, hvorfor mange mormoner bruger særligt ”helligt” undertøj.
Mormonkirkens officielle historiker, Steven Snow, forklarer i avisen New York Times, at kirken er ”nødt til at være sandfærdig” i en tid, hvor mormoner stadig oftere støder på foruroligende påstande om deres tro på internettet.
”Der findes så meget derude på internettet, at vi følte, at vi skyldte vores medlemmer et trygt forum, hvor de kan gå hen og finde pålidelig, trospromoverende information, der er sandfærdig, om nogle af de vanskeligere aspekter af vores historie”, siger Steven Snow, der er del af kirkens øverste ledelse.
Den nye åbenhed om Joseph Smiths flerkoneri vækker opsigt i USA, hvor mormonerne ofte beskyldes for hemmelighedskræmmeri, og hvor det tætte klanlignende fællesskab og lukkede patriarkalske hierarki danner grobund for mistillid i den øvrige befolkning. Især flerkoneri, som bevægelsen afskaffede i 1890, men som stadig praktiseres af fundamentalistiske udbrydersekter i delstater såsom Utah og Arizona, er et prekært emne for de moderne mormoner.
Ifølge det nye essay begyndte Joseph Smith og hans tilhængere ”meget modstræbende” at dyrke flerkoneri, efter at Smith modtog en åbenbaring fra Gud sendt via en engel. Flerkoneri var en ”pinefuld prøvelse” for hans første hustru, Emma Smith, forlyder det, og han skjulte flere af sine ægteskaber for hende. De fleste af hans brude menes at have været mellem 20 og 40 år gamle, og nogle af ægteskaberne havde kun til formål at forene ægteparret efter døden og indebar derfor ikke seksuelt samkvem i det jordiske liv.
I det nye essay erkender mormonorganisationen også, at lederne efter Joseph Smiths død i 1844 hævdede over for verden, at bevægelsen betragtede monogami som den eneste acceptable ægteskabsform, alt imens de åbent tolererer flerkoneri inden for egne rækker. Og flerkoneri havde også en positiv indvirkning, påpeger teksten:
”Et betydeligt antal af nutidens medlemmer stammer fra de sidste dages hellige, der praktiserede flerkoneri.”