Der er en tolkningsmetode, som Rabbinerne brugte, og som Jesus også selv brugte. Jøderne kalder den ”barishonah”, hvilket, på hebraisk, betyder ”i begyndelsen”. I praksis betyder det, at man siger: Sådan var det i begyndelsen, men nu er det - af en eller anden årsag - anderledes.
Jesus brugte dette princip i Matt 19,3-8:
Han blev han blev spurgt om hans syn på skilsmisse. Og han svarede, at Guds forordning med ægteskabet er denne:
Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød... Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille (1 Mos 2,24 +Matt 19,6).
Sådan var det fra begyndelsen, men så skete der noget: Pga. folkets hårdhjertethed tillod Moses mennesker at blive skilt – til trods for at det ikke var Guds oprindelige tanke (5 Mos 24,1-4)
Dette var ikke et udtryk for, at Gud havde skiftet mening. Nej, fra begyndelsen måtte manden og kvinden ikke måtte adskilles - men alligevel tillod Moses mennesker at blive skilt. Læg mærke til, at Jesus siger, at det var Moses, der tillod skilsmisse. Moses kendte udmærket Guds syn på ægteskab og skilsmisse, men han var nødt at give denne tilladelse pga. deres hårdhjertethed.
Samme form for argumentation giver god mening i Skrift-afsnittet 1 Tim 2,11-14. Det er værd at lægge mærke til, at Paulus ikke siger, at denne forordning kommer fra Gud. Han siger: "JEG tillader ikke en kvinde at optræde som lærer …". Fra begyndelsen skabte Gud manden og kvinden som ligestillede, men der skete et eller andet i menigheden i Efesos (vi ved ikke, hvad det var), som gjorde, at Paulus følte sig nødsaget til at indføre en ny regel..
Der er nogle, der har forsøgt at forklare problemet med, at det var Romerrigets syn på kvinder, som Paulus lagde til grund for denne udtalelse. Der er bare ingen andre steder, hvor Paulus giver udtryk for noget tilsvarende (bortset fra 1 Kor 14,33b-35) - men til gengæld er der rigtig mange steder, hvor Paulus giver udtryk for, at der - i praksis - var mange kvinder i tjeneste på NT's tid.
Hvis dette "barishonah" er en rigtig tolkning, får det teksten til at hænge sammen med resten af Biblen, hvad angår kvinders rolle i menigheden. Paulus selv drager ”begyndelsen” (Adam og Eva) ind i dette Skrift-afsnit. Ja, i begyndelsen var der ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket viser, hvordan Guds skaberordning var - og vi ved, at Gud har ikke skiftet mening i denne sag, for han er altid den samme.