Nu skal vi se på et mindre kendt bibelvers fra GT.:
Han lavede bronzebækkenet og bronzefodstykket til det af de spejle, som tilhørte de kvinder, der havde haft deres arbejde ved indgangen til Åbenbaringsteltet (2 Mos 38,8)
Dette er sagt under beskrivelsen af Helligdommen i ørkenen. Her var der kvinder, ”der havde haft deres arbejde ved indgangen til Åbenbaringsteltet”.
Når vi læser det på dansk, kan ordet arbejde have mange forskellige betydninger. Men kigger vi på grundsproget, er det hebraiske ord ”tsovot” brugt. Det er hunkønsformen og flertal af ordet ”tsava”, som betyder at gøre præsteligt arbejde. Rent sprogligt svarer han og hunkønsformen af det samme ord til, at vi på dansk siger sygeplejer eller sygeplejerske. Det er fuldstændig det samme job - bare i hankøn og hunkøn.
Ordet dækker over forskellige slags præstetjeneste, som at bringe ofre, brænde røgelse og fremsige velsignelser. Vi ved ikke præcis, hvad det var disse kvinder gjorde, men vi ved, at Biblen kalder det ”præsteligt arbejde”.
Bortset fra inde i selve Åbenbaringsteltet var ”indgangen til Åbenbaringsteltet” det mest hellige sted i lejeren. Indgangen til Åbenbaringsteltet var ikke bare et sted, man gik hurtigt igennem. Mange aktiviteter fandt sted her. Det var et offentligt og et helligt sted.
Her er nogle eksempler på, hvad der foregik:
*Det var her, alteret stod, og ofrene til Gud blev bragt.
*Arons sønner blev vasket og klædt på ved indgangen til Åbenbaringsteltet, inden de blev ordineret som præster, hvilket foregik samme sted.
*Det var også her, ofrene blev spist.
*Indgangen til Åbenbaringsteltet spillede også en væsentlig rolle i forbindelse med fx naziræerløfter, som blev aflagt.
*Det var et sted, man kunne gå hen for at sørge offentligt.
*Det var også det sted, hvor Gud nogle gange viste sig i skystøtten.
*Når israelitterne blev kaldt sammen, mødtes de ved denne indgang.
Det var på dette sted, at nogle kvinder tjente Gud med en eller anden form for præstelig tjeneste.