Da Israel havde ligget under for kana’anæerkongen Jabins undertrykkelse i over tyve år, råbte de til Herren i deres nød. Herren hørte deres råb og greb ind… og på Guds befaling sendte profetinden Debora bud efter Israels hærfører, Barak, så han kunne samle Israels folk imod Sisera - den øverstbefalende i fjendens (de kanaanæiske) styrker.

Det ville Barak imidlertid ikke - medmindre Debora fulgte med (Dom 4,8).

Debora var ikke kun en Guds Profet og Israels åndelige vejleder i Guds Ord, men hun var i høj grad også en frygtløs kvinde, der stolede på Israels Gud og handlede på hans Ord. Denne tro førte til, at hun gik i spidsen for Israel sammen med Barak, og at hun derfor må regnes for en af Guds store troshelte. Dommerbogen fortæller os, at:

Høvdingene i Issakar sluttede op om Debora, Issakar fulgte efter Barak... (Dom 5,15)

Det blev kvinden Jael, kenitten Hebers hustru, som besejrede fjendens hærfører, Sisera, ved en heltemodig indsats, idet hun lokkede ham ind i sit telt og hamrede en pløk igennem hans hoved, så det kløvedes. Hvilken vanære det må have været for en så mægtig hærfører og krigshelt, som Barak unægtelig var på sin tid - han måtte dele sin sejr og ære - ikke kun med Debora, men også med Jael - altså med hele 2 kvinder.

I fyrre år formåede Debora at retlede Israel under Guds love, således at Gud ikke længere gav dem i fjendens hånd. Skriften fortæller i den forbindelse, at Israel herefter havde ro i fyrre år under Debora - Guds udvalgte Dommer (Dom 5,31). Hun var højt anset som Israels fører, ja, hun blev tilmed, af det jødiske folk, kaldt Israels moder (Dom 5,7).​