Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden (1 Kor 14,33-35)
Hvad er det så det egentlig, der foregår her: Først og fremmest må vi konstatere, som det allerede er nævnt, at forbeholdet ang. kvinders taleret slet ikke findes i Guds Lov. Og heller ikke Herren har givet udtryk for et sådant kvindesyn - han tillod altid kvinder at tale åbent med ham - og at stille spørgsmål.
Lad os se på det . Sådan står der i vores danske oversættelse, hvis vi skal se verset i sammenhæng:
… for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes. Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.
Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.
Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt. Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til (1 Kor 14,31-40)
I ovenstående fremstår vers 33b til 35 (det røde) som en irettesættelse til kvinderne. Men det virker ærlig talt malplaceret og forstyrrende for teksten, at Paulus, midt i en undervisning om ro og orden i menigheden – især omkring brugen af nådegaverne – midt i det hele begynder at irettesætte kvinderne - det ligner slet ikke Paulus at være så rodet i sin skrivemåde.
Fakta er da også, at der hersker tvivl om placeringen af disse vers, fordi andre gamle håndskrifter placerer vers 33b-35 efter vers 40. Ja, enkelte manuskripter har dem endda placeret begge steder?! (Credo Kommentaren, 1 Kor, ved Erling Danbolt s. 324)
Hvis vi flytter versene 33b-35, så de stemmer overens med disse andre gamle håndskrifter, som placerer dem til sidst i kapitlet, hænger teksten bedre sammen. I så fald ser den sådan ud:
… for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes. Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud [ ... ] Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt. Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til. Eller er det jer, Guds ord er udgået fra, eller er det kun jer, det er nået til?
Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden (1 Kor 14,31-40)
Denne rækkefølge får teksten til at hænge bedre sammen. Læg mærke til, at Paulus i vers 33b -35 tiltaler kvinderne indirekte og gennem brødrene (i 3. person flertal). En mand måtte nemlig ikke tiltale en kvinde offentligt - ifølge den romerske lovgivning. Vi er mange, der har undret os over, at det som regel kun var brødrene, der blev tiltalt i NT. Dette er måske forklaringen.
Straks efter slår Paulus om og tiltaler mændene direkte: ... eller er det fra jer Guds ord er udgået…
Paulus’ pointe er, at eftersom det er fra Jerusalem, at Guds Ord er udgået - og ikke fra korinterne, er det de jødiske forordninger der gælder - som de er fastlagt af Modermenigheden i Jerusalem - og ikke korinternes egne forordninger. De er blot modtagere af Guds Ord. Det er altså mændene, der tales til, for hvorfor skulle Paulus skrive: Hvis nogen mener, at HAN er en profet … til kvinderne?!
Derfor må det være mændene Paulus henvender sig til angående Herrens Bud! Og hvorfor skulle en "profet" bruge ”åndelig bedømmelse” i forhold til kvindernes taleforbud - hvis forbuddet i forvejen var indeholdt i Loven? Loven skal vel ikke bedømmes åndeligt - nej, den skal overholdes?!
Denne rodede sammenhæng tyder på, at versene er forkert placeret i den danske Bibel. Men hvilken betydning får det for tolkningen, hvis versene placeres efter vers 40, sådan som de står i flere af de gamle håndskrifter? Her bliver teksten pludselig mere ordret, idet ”Herrens bud” nu drejer sig om brugen af nådegaverne - med den ro og orden, der hører sig til. Dette får teksten til at hænge sammen på en langt mere overbevisende måde, idet Paulus i sin formaning nu appellerer til åndsbedømmelse i brugen af nådegaverne: Hvis nogen mener, at han er profet, eller har en nådegave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren (1 Kor 14,37)
Alt i alt en usikker tekst, at bygge et kvindesyn op omkring. Men det mest afgørende for os må være, at dette forbud slet ikke eksisterer i Guds Lov. Men det eksisterer i den romerske lovgivning. Men Paulus viser flere steder, at han ikke mener, at kvinderne skal være underlagt denne lovgivning, som ville lukke munden på halvdelen af Guds menighed.
Hvis det er den romerske lovgivning, som alligevel har sneget sig ind på dette punkt, så kan vi kun sige, at vi som kristne, i dagens Danmark, ikke er forpligtede til at følge en lovgivning, som hørte det gamle Romerrige til. Vi er underlagt Guds ord - og ikke menneskelære.
Men der er endnu en mulig løsning på Paulus' tilsyneladende store selvmodsigelse ang. kvinders taleret i menigheden.