Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden (1 Kor 14,33-35)
Som det allerede er nævnt, er forbeholdet ang. kvinders taleret ikke en del af Guds Lov. Og heller ikke Jesus har givet udtryk for et sådant kvindesyn - han tillod altid kvinder at tale åbent med ham - og at stille spørgsmål.
Læs teksten (1 Kor 14,31-40) i sammenhæng her.
Hvis du fik læst teksten bag linket, lagde du måske mærke til, at vers 33b til 35 (skrevet med rødt) står som en irettesættelse til kvinderne. Men det virker ærlig talt malplaceret og forstyrrende for teksten, at Paulus, midt i en undervisning om ro og orden i menigheden – især omkring brugen af nådegaverne – midt i det hele begynder at irettesætte kvinderne.
Lagde du også mærke til, at Paulus, i disse vers, tiltaler kvinderne indirekte gennem brødrene? Vi er mange, der har undret os over, at det som regel kun var brødrene, der blev tiltalt i NT. Det kan skyldes, at en mand ikke måtte tiltale en kvinde offentligt - ifølge den romerske lovgivning. Måske er det forklaringen.
Straks efter denne irettesættelse til kvinderne skriver Paulus: ... eller er det fra jer Guds ord er udgået ... Men hvorfor skriver Paulus: Hvis nogen mener, at HAN er profet ... til kvinderne? Det giver ingen mening, og det ligner slet ikke Paulus at være så rodet i sin skrivemåde.
Fakta er da også, at der hersker tvivl om placeringen af disse vers, fordi andre gamle håndskrifter placerer vers 33b-35 efter vers 40. Ja, enkelte manuskripter har dem endda placeret begge steder?! (Credo Kommentaren, 1 Kor, ved Erling Danbolt s. 324)
Hvis vi flytter irettesættelsen til kvinderne (vers 33b-35), så teksten stemmer overens med disse andre gamle håndskrifter, som placerer dem til sidst i kapitlet, bliver resultatet sådan, som du kan læse det her:
Det, som står bag linket, får teksten til at hænge bedre sammen.
Paulus’ pointe er, at eftersom det er fra Jerusalem, at Guds Ord er udgået - og ikke fra korinterne, er det de jødiske forordninger der gælder - som de er fastlagt af Modermenigheden i Jerusalem - og ikke korinternes egne forordninger. De er blot modtagere af Guds Ord - det er altså mændene, der irettesættes. Dette stemmer overens med, at Paulus skriver: "Hvis nogen mener, at han er en profet …" - for det et helt sikkert ikke til kvinderne!
Når Paulus taler om Herrens bud, er det mændene, han irettesætter. Det er jo heller ikke logisk, at en "profet" skulle bruge ”åndelig bedømmelse” i forhold til kvindernes taleforbud - hvis forbuddet i forvejen var indeholdt i Loven? Loven skal vel ikke bedømmes åndeligt - nej, den skal overholdes?!
Alt i alt er det en usikker tekst, at bygge et kvindesyn op omkring. Men det mest afgørende for os må være, at dette forbud slet ikke eksisterer i Guds Lov. Men det eksisterede i den romerske lovgivning.
Paulus viser flere steder, at han ikke mener, at kvinderne skal være underlagt denne lovgivning, som ville lukke munden på halvdelen af Guds menighed. Hvis det er den romerske lovgivning, som alligevel har sneget sig ind på dette punkt, så kan vi kun sige, at vi som kristne, i dagens Danmark, ikke er forpligtede til at følge en lovgivning, som hørte det gamle Romerrige til. Vi er underlagt Guds Ord - og ikke menneskelære.
Men der er endnu en mulig løsning på Paulus' tilsyneladende store selvmodsigelse ang. kvinders taleret i menigheden.
