Da Kejser Konstantin i 300-tallet indførte kristendommen som en af Romerrigets mange religioner, fik kristendommen sit første banesår. Her blev befolkningen tvangskristnet. Nu var de kristne ikke længere et udvalgt folk i verden, for nu vandt verden indpas i kirken - via barnedåben og den mødepligt, som blev indført til Kirkens gudstjenester, uanset om man troede eller ej.

Alt dette blev flettet sammen med babylonsk og romersk afgudsdyrkelse, hvor biskopperne efterhånden tilranede sig større og større magt. Konsekvensen blev, at de gejstlige blev de udvalgte mellemmænd mellem Gud og mennesker. Der blev indført røgelse og lys og mange andre ceremonier, som i deres ydre form mindede om templet. Ypperstepræsten (biskoppen), præsterne (presbyterne), levitterne (diakonerne) udførte nu de ritueller handlinger i overværelse af lægfolket. Snart blev sand og levende kristendom erstattet af liturgien med sakramenterne som centrum.

Bibelens budskab blev formidlet på latin og gjort utilgængeligt for menigmand. Jomfru Maria blev guddommeliggjort og mennesker blev ophøjet til helgener, som man kunne bede til. Her gik kristendommen en mørk tid i møde med forfølgelser af enhver, som ikke ville underlægge sig den romerske afgudsdyrkelse. I år 1054 e. kr. udnævnte paven sig selv som apostlen Peters efterfølger og stjal nøglemagten i mange århundreder. Udvælgelse tilhørte nu den katolske kirke - den eneste sande kirke hvor igennem der var frelse - men hvilken løgn!

Også de jødiske rødder blev tilsløret – nu var jøderne ikke længere det udvalgte folk. Med tiden opstod den katolske tradition fra de såkaldte kirkefædre, som med deres vranglære skabte en surdej som forvrængede Bibelens lære fuldstændig. Her begik de samme synd som farisæerne, idet de, på denne måde, skabte deres egen overlevering.