3 år efter sit førte syn med Gud og Jesus, og efter at være taget i bedrageri, påstod Joseph Smith at have fået endnu et syn, hvor en engel, ved navn Moroni havde vist ham nogle guldplader, som havde ligget skjult i en høj i 1.200 år – og som befandt sig nær Joseph Smiths hjem i staten New York i USA. Joseph Smith påstod, at denne himmelske budbringer havde fortalt ham, at landets tidlige befolkning oprindeligt var jøder, som var sejlet fra “Israel” til det amerikanske kontinent, som de dengang befolkede.
Dette folk fik senere besøg af Jesus selv, hvilket skulle være sket efter hans korsfæstelse i Jerusalem. På den måde - påstod Joseph Smith - fik disse jøder, som de eneste, overdraget det sande evangelium.
https://en.wikipedia.org/wiki/Early_life_of_Joseph_Smith
Disse påståede ”sande kristne”, havde, iflg. Joseph Smith, indgraveret deres historie på de guldplader som englen Moroni havde vist ham. Indholdet var nedskrevet af sande profeter og indeholdt det fulde og evige evangelium, som Jesus personligt skulle have overleveret disse jøder. Efterfølgende befalede englen Joseph Smith at oversætte disse guldplader til sit eget sprog.
Og det skete, iflg. Joseph Smith, med guddommelig hjælp, ved hjælp af to seersten, som han påstod lå begravet sammen med guldpladerne.
Disse sten - sagde han - var fastgjort til en brystplade, og udgjorde det Bibelen kalder for Urim og Thummim – som blev brugt af Israels præsteskab i Det Gamle Testamente, når en sag skulle afgøres. Men de sten der gøres brug af i Bibelen er kun i stand til at afgøre en sag med et ”ja” eller et ”nej” – ligesom når vi kaster lod. Vi ser ingen steder i Bibelen at disse sten havde ”magisk kraft” til at kunne oversætte noget som helst!
Joseph Smith brugte dog mest sin egen seersten, som han gemte i sin hat. Den var chokolade-farvet og på størrelsen med et æg. Joseph Smiths hustru Emma Hale Smith, som i en periode virkede som skriver for ham, forklarede, hvordan han brugte stenen:
”Han sad med ansigtet begravet i sin hat med stenen i og dikterede time efter time” [Mormons Bog]. (History of the RLDS Church, »Last Testimony of Sister Emma, 3,356)
David Whitmer, som var en af de 3, der senere aflagde vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige oversættelse, berettede om noget tilsvarende:
”Joseph Smith lagde seerstenen i en hat, tog ansigtet ned i hatten og trak den op om ansigtet for at lukke alt lys ude ... Noget, der mindede om et stykke pergament, kom til syne med teksten på. Et skrifttegn ad gangen viste sig og nedenunder stod oversættelsen på engelsk.” (David Whitmer, »An Address to All Believers in Christ«, 1887, s. 12, citeret i Nelson, Russell M., »A Treasured Testament«, Ensign, juli 1993)
David Whitmer præciserede, at Joseph Smith ”ikke benyttede (guld) pladerne under oversættelsen.” (Kansas City Journal, 5. juni 1881)
Joseph Smith havde tydeligvis ikke brug for de indgraverede guldplader, for at kunne oversætte dem?! Nej, han behøvede blot at kaste sin seersten i hatten og trække den ned over hovedet… den magiske seersten, som gjorde, at han kom i konflikt med loven, fordi stenens ”magi” svigtede ham og han ikke var i stand til at opfylde hvad han havde lovet. Og hvorfor behøvede han overhovedet guldpladerne - hvis stenen og hatten alene kunne levere både skrift og oversættelse på én gang?!
Til trods for disse utroværdige uoverensstemmelser i Joseph Smiths påstande, blev oversættelsen af disse guldplader senere udgivet som Mormons Bog. Mormonkirken påstår, den dag i dag, at de stadig ejer en af Smiths seerstene, men om hvorvidt den bliver brugt af Mormonkirken, vides ikke.
