42 personer var aldrig blevet informeret om kundalinikraftens eksistens af deres terapeuter eller yoga- og meditationslærere. Der blev givet udtryk for en del bitterhed over denne manglende information, især da det senere viste sig, at terapeuterne og lærerne, i de fleste tilfælde, ikke var i stand til at yde nogen hjælp overhovedet.
En kundalinirejsning udfolder sig aldrig på samme måde hos to forskellige individer, hvilket også afspejles i de forskellige diagnoser, personerne har fået. 8 angav, at de fik at vide, at de var psykotiske, 8 fik diagnosen skizofreni, 7 grænsepsykose, 7 angstneurose, 3 maniodepressive, 2 hypokondri og 2 hjernebetændelse.
32 af undersøgelsens personer har været indlagt på psykiatrisk hospital, 3 på neurologisk afdeling, 12 kunne klare sig med ambulant lægehjælp, hvoraf flere af dem modtog sygeløn i kortere eller længere perioder. 24 lever nu af invalidepension.
Det er svært at diskutere sine kundalini problemer med en læge, som ikke kender til kundalinikraften. Men for 35 personer var det nødvendigt, i længere eller kortere perioder, at indtage sovemedicin, nervemedicin, psykofarmaka eller smertestillende medicin, og da det kun er læger, der har ret til at udskrive recepter, måtte personerne opsøge dem.