Da Moses var 3 mdr. gammel, turde hans forældre ikke længere have ham i hjemmet, på grund af Faraos beslutning om at lade alle nyfødte drengebørn af Israel dræbe. Derfor anbragte de ham i en kurv og gemte ham imellem sivene ved Nilens bred (2 Mos 1-2). Moses søster Mirjam fik til opgave at passe på lillebroren, og derfor gemte hun sig imellem sivene og holdt øje med ham.

Da skete det forunderlige, at Faraos datter fik øje på kurven og fandt den grædende Moses. Hun fik medynk med drengen, og hun besluttede sig for at beholde barnet. I samme øjeblik trådte Mirjam frem for Faraos datter og tilbød hende at finde en amme til drengen iblandt hebræerne.

Allerede her får vi et indblik i Mirjams beslutsomme karakter, og vi ser klart spiren til en kommende profetinde og leder af Israel. For Mirjam lod sig ikke skræmme af situationen, selvom hun blot var en lille pige på ca. 8 år, og oven i købet en lavt rangerende slave af hunkøn. Hun tog, uden tøven, en hurtig og vigtig beslutning, idet hun trådte frem for selveste Faraos datter, med det resultat, at hendes mor fik lov til passe sin egen søn Moses, indtil han blev stor nok til at indgå ved hoffet.

I denne ofte oversete beretning om Mirjam ser vi, hvordan hun, allerede på dette tidspunkt, blev en del af Guds plan til udfrielse af Israels folk efter mange års fangenskab i Ægypten.