Der var også en profetinde ved navn Anna … Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning (Luk 2,36-38)

Profetinden Anna var af Asers stamme . Hun havde kun været gift i 7 år, og hun havde nu i en menneskealder levet som enke. Hun var langt oppe i årene og brugte al sin tid i Templet, hvor hun tjente Gud, dag og nat, i bøn og faste. Hun var desuden datter af Fanuel, hvis navn betyder Guds ansigt. Det er det samme navn som Penuel – det navn, som Jakob gav stedet, hvor han havde set Gud ansigt til ansigt (1 Mos 32,31).

Nu stod hun, i bogstaveligste forstand, ansigt til ansigt med selveste Gud manifesteret i kød. Her åbenbarede hun, i sin profetiske tjeneste, Jesus Kristus som den Messias, Israel så inderligt havde ventet på: Jesus, Guds væsens udtrykte billede (John Gill´s Exposition of the Entire Bible lu 2:36).

Den profetiske ånd havde været fraværende i Israel i omkring 400 år, men i tiden op til Kristi komme, begyndte profettjenesten atter at manifestere sig (Lightfoot’s From the Talmud and Hebraica luk 3,36).

Og det var netop i denne brydningstid mellem den nye og den gamle pagt, at Gud oprejste Profetinden Anna. Hendes tjeneste var så overbevisende, at hun formåede at skabe troværdighed omkring sin gudgivne kaldelse. Her trådte hun frem nøjagtig på det tidspunkt, hvor Simeon holdt Kristus i sine arme, og hun priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Ingen tvivl om, at her var tale om en profetisk tjeneste og en Guds åbenbaring, som nu er nedskrevet i den hellige Skrift, som et vidnesbyrd for eftertiden.