På pinsedag - en af jødernes store højtider (som de kalder ugefesten) - blev Helligånden udgydt over alt kød, som det var profeteret ved profeten Joel (Joel 3,1-2). Her opfyldte Gud sit løfte, som står nedskrevet i GT - at han ville forny sin pagt med sit folk - Israel. Derfor var Jesus kun sendt til de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24). Men også hedningerne skulle få del i denne pagt, som indpodede grene på det ædle oliventræ - hvilket vi skal se på senere (Rom 11,24).

Ang. den nye pagt var de første kristne fuldt ud klar over, at denne åndsudgydelse hang sammen med den nye pagt - hvilket vi bla. ser hos Hebræerbrevets forfatter, der citerer Guds løfter fra GT:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk (Heb 8,10).

Men var det Guds tanke, at Helligånden skulle erstatte Loven - som mange kristne mener i dag?

Nej, det er ikke, hvad Guds løfter indebar - her må vi læse hans løfte i dets fulde betydning:

Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, SÅ DE FØLGER MINE LOVE OG OMHYGGELIGT HOLDER MINE BUD. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud (Ez 11,19-20).

I dette skriftsted ser vi, at Gud stadig forventer, at Israel følger hans Love. Håber, at du forstår, at du øver vold imod Skriften, hvis du vælger at tolke Guds Ord anderledes, end det står skrevet!

Den store forskel var, at Israel i den fornyede pagt fik et løfte om Guds Ånd i deres indre... så de kunne holde Gud Lov! Derfor er der ingen grund til at tro, at Guds Lov ikke længere skulle holdes - tværtimod - for ved den kraft, der kom ned fra Himlen, gjorde Gud det muligt for sit folk at overholde hans befalinger. Derfor bød Jesus sine disciple, at de skulle blive i Jerusalem, hvor han gav dem dette løfte:

Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende (ApG 1,8).

De disciple, der, efter Jesu bortgang, havde gemt sig af angst for jøderne, trådte nu frem - hvor Peter, med stor frimodighed forkyndte evangeliet for hele Israels hus og for de jøder, der var kommet rejsende for at fejre ugefesten (pinsen) i Jerusalem. Disse tilrejsende, som boede blandt andre folkeslag (diasporaen), var rejst til Jerusalem i anledning af højtiden (Luk 24,18).

Denne dag var, helt klart, specielt udvalgt fra Guds side - for i denne højtid var jøderne samlet fra nær og fjern.

Ved Peters ord tog omkring 3000 jøder imod deres længe ventede Messias pga. denne overnaturlige begivenhed. De erkendte den frygtelige synd, de havde begået ved at forkaste Jesus og lade ham korsfæste. Nu viste det sig, til deres store forfærdelse, at være deres længe ventede Messias.

Snart begyndte de kristne at komme dagligt i Templet. Her blev de, i første omgang, regnet som én af de mange andre trosretninger, som dengang eksisterede inden for jødedommen. Her fortæller skriften:

De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst (ApG 2,46-47).

Hvordan var de Jesus-troende jøder i stand til at kunne færdes i både helligdommen, synagogen og missionere på tempelpladsen, uden at det skabte røre iblandt jøderne? Hvordan kunne de slippe af sted med dette? Forklaringen er, at jødedommen på det tidspunkt var både mangfoldig, bredspektret, og splittet op i mange forskellige trosfraktioner, som hver især havde deres forskellige læresætninger. Så i første omgang faldt de kristne helt naturligt ind i de jødiske omgivelser.

Men hvilke trosfraktioner havde særlig betydning på Jesu tid? Lad os se på det:

Klik dig ind på billederne nedenunder: