Samaritanerne troede på én Gud, og så troede de på profeten Moses og på Loven. Desuden troede de på dommedag, på genoprettelsen og på Moses’ genkomst.

De mente, at Garizim var stedet, hvor Gud skulle tilbedes, for iflg. samaritansk overlevering var Garizim identisk med Morija bjerget - det sted, hvor Gud valgte at lade sit navn bo. (5 Mos 12,5; 1 Mos 22,2)

Den jødiske indstilling til Samaritanerne var, ifølge overleveringen, tvetydig. Jøderne erkendte en fælles religion og slægtskab med Samaritanerne, men den var præget af senere tiders modsætningsforhold, hvilket vi også kan fornemme i NT.

Det er bemærkelsesværdigt, at NT i sin grundlæggende indstilling er venligsindet over for Samaritanerne.

Dette ser vi især hos Jesus – for selvom han i sin jordiske tjeneste bekendtgjorde, at han kun var sendt til de fortabte får af Israels hus - forkyndte han alligevel evangeliet i Samaria (Matt 15,24).

Det var iblandt alle disse trosfraktioner at Menigheden fik sin første spæde opstart. Men hvilken menighedsstruktur gjorde sig gældende for de kristne… og hvordan blev den fastlagt?

Lad os se nærmere på dette med Skriften for øje:

https://tropaagud.dk/evangeliet-blev-kun-forkyndt-for-jder.html