Lad os se på nogle af de kvindeforbud som Paulus fremkommer med:

”v26 Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. v27 Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. v28 Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud! v29 To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. v30 Men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille, v31 for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes. v32 Profeters ånder underordner sig under profeter, v33(a) for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.

33(b) Som i alle de helliges menigheder v34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. v35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.

v36 Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? v37 Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. v38 Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt.

v39 Altså, mine brødre, I skal stræbe efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger. v40 Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til.” (1 Kor 14,33-40)

På den tid skulle kvinder tie i menigheden. Hun måtte ikke være lærer, men skulle underordne sig manden på alle måder, for sådan var loven om kvinder i både det romerske og det jødiske samfund. Det blev derfor anset for usømmeligt, hvis en kvinde optrådte på denne måde. Men var dette forbud bestemt af Gud?

Vi ved, at der hersker tvivl om placeringen af disse vers, fordi andre gamle håndskrifter placerer vers 33-35 efter vers 40. Ja, enkelte manuskripter har dem endda placeret begge steder?! (Credo Kommentaren, 1 Kor, ved Erling Danbolt s. 324)

Det giver os et fingerpeg om, at man har forsøgt at rive disse skriftsteder ud af deres sammenhæng. Lad os derfor se hvilken betydning det får for den samlede tekstlæsning.

I den danske Bibel fremstår vers 36b-40 som en irettesættelse til kvinderne, og derfor mener mange, at Paulus’ taleforbud stammer fra Guds ord og er et bud fra Herren. Men det kan ikke være tilfældet af følgende årsager:

Først og fremmest må vi konstatere at forbeholdet slet ikke findes i Guds Lov. Heller ikke Herren har givet udtryk for et sådant kvindesyn - han tillod altid kvinder at tale åbent med ham - og at stille spørgsmål.

Desuden giver det et rodet indtryk at påpege, at kvinders tale i menigheden ikke sømmer sig, og at kvinder skal underordne sig, sådan som loven også siger… for straks efter at kalde det ”et bud fra Herren".

Læg dernæst mærke til, at Paulus i vers (33b -35) tiltaler kvinderne indirekte og gennem brødrene (i 3. person flertal). En mand måtte nemlig ikke tiltale en kvinde offentligt, og da slet ikke i Jødedommen - ifølge den jødiske overlevering. Vi er mange, der har undret os over, at det som regel kun var brødrene, der blev tiltalt i NT. Men her har vi altså forklaringen.

Straks efter slår Paulus om og tiltaler mændene direkte: ”eller er det fra jer Guds ord er udgået…”

Paulus’ pointe er, at eftersom det er fra Jerusalem, at Guds Ord er udgået og ikke fra korinterne, er det de jødiske forordninger der gælder - som de er fastlagt af Modermenigheden i Jerusalem. Her gælder det ikke korinternes egne forordninger. De er blot modtagere af Guds Ord.

Det er altså mændene der tales til, for hvorfor skulle Paulus ellers skrive: ”hvis nogen mener, at han … til kvinderne?! Derfor må det være mændene Paulus henvendte sig til angående Herrens bud! Kvindernes taleforbud lå til gengæld i loven - samfundets lov.

Og hvorfor skulle en ”profet” bruge ”åndelig bedømmelse” i forhold til kvindernes taleforbud - hvis forbuddet i forvejen var indeholdt i Loven …? Loven er vel til, for at blive overholdt?! Den skal vel ikke bedømmes åndeligt!?

Denne rodede sammenhæng tyder på, at versene er forkert placeret i den danske Bibel.

Men hvilken betydning får det for tolkningen, hvis versene placeres efter vers 40, som i mange af de gamle håndskrifter? Her bliver teksten pludselig mere ordret, idet ”Herrens bud” nu drejer sig om brugen af nådegaverne - med den ro og orden, der hører sig til.

Dette får teksten til at hænge sammen på en langt mere overbevisende måde, idet Paulus i sin formaning nu appellerer til åndsbedømmelse i brugen af nådegaverne:

”Hvis nogen mener, at han er profet, eller har en nådegave… skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren." (1 Kor 14,37)

Alt i alt en usikker tekst, at bygge et kvindesyn op omkring. Men det afgørende for os må være, at dette forbud slet ikke eksisterer i Guds Lov, men kun i den jødiske overlevering og den romerske lov. Kun Guds ord er sandheden, og den må være vores guide hele vejen igennem, så vi ikke risikerer at læne os op af menneskelære og menneskebud - for det advarer Jesus os imod!