Ikke Herren men Paulus

”v11 En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; v12 men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.

v13 For Adam blev skabt først, derefter Eva, v14 og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte buddet.

v15 Men frelses skal hun, ved barnefødslen — hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed v3,1 — troværdigt er det ord!”

Her fortæller Paulus om baggrunden for forbuddet imod kvindelige lærere, og hvorfor en kvinde ikke må bestemme over sin mand. Han fremhæver flg. grunde:

• Adam blev skabt før kvinden.
• Det var Eva og ikke Adam, der blev forledt og overtrådte buddet
• Kvindens egentlige bestemmelse er at føde børn, ja, hendes frelse er afhængig af, at hun lyder dette kald.

Dette virker som tågesnak for de fleste. Her må være tale om noget indforstået - en gådefuld tale, som vi ikke, til fulde, forstår, ved kun at se på skriftstederne alene. Hvad mener Paulus? Syndede Adam ikke? Er hæleren ikke lige så god som stjæleren? Fik de ikke begge Guds straf ved syndefaldet? Og kan kvinden frelses ved barnefødslen?

Vi får tilsyneladende heller ikke større lys over ordene ved at gå til hverken GT eller NT.

Her må vi atter gå til den jødiske overlevering, hvor årsagen til disse forbud pludselig kommer for dagen. Her taler Paulus nemlig i overensstemmelse med jødernes overlevering, hvor de var af den opfattelse, at kvinden var den egentlige årsag til syndefaldet. Jøderne var nemlig af den overbevisning, at slangen ikke kunne forføre manden, førend kvinden kom ind i billedet. Her sagde de:

Samael (Djævelen) kunne ikke undergrave Adam førend slangen kom og fordrejede Evas hjerte, og Eva fordrejede hans hjerte, hvorved de begge syndede; Derfor bliver der sagt: ”Kvinden du gav mig”

Samael (Djævelen) havde ingen magt til at fordreje ham, førend Eva kom, og hun var årsag til, at han spiste. (Midrash Ruth in Zohar in Gen. Fol.17.3.)

Jødernes tog desuden udgangspunkt i den rækkefølge, som straffen blev uddelt i, for derved at bevise, hvem der var mest skyldig – slangen, Eva eller Adam.

Her observerede de, at først blev slangen straffet, dernæst Eva og til sidst Adam. Altså var Adams skyld mindre en Evas. (T. Bab. Erubin, fol.18.1. & Taanith, fol. 15.2. Bereshit Rabba, sect.20. fol. 17.1.)

Fordi Eva gik foran og lokkede Adam til at synde, bar hun, ifølge traditionen, ansvaret - ikke kun for sin egen, men også for mandens – ja, hele verdens død. Derfor blev Eva, af de jødiske fædre, kaldt Moder til uretfærdighed og synd. (Tzeror Hammor, fol.141.3.)

Og fordi manden, ifølge jødisk overlevering, ikke kunne besnæres af slangen, før Eva blev skabt, var det hermed bevist, at manden var stærkere og visere og i bedre stand til at håndtere autoritet.

Derfor var det, ifølge overleveringen, rigtigt for kvinden at lade sig belære, og for manden at undervise. Og fordi hun dermed havde vist sig skrøbeligere end manden, skulle en kvinde nu leve i underordnelse af sin mand.

Derfor måtte Loven ikke udleveres til en kvinde, og derfor skulle hun leve tilbagetrukket og lade sig belære. For at underbygge disse påstande sagde overleveringen også:

Kvinden blev ikke skabt af Adams hoved, for at hun ikke skal være overlegen; heller ikke fra hans øje, for at hun ikke skal være for nysgerrig; heller ikke fra hans øre, så hun ikke henfalder til at smuglytte; og heller ikke fra hans mund, for at hun ikke skal blive sladderagtig; heller ikke fra hans hjerte, for at hun ikke skal blive skinsyg; heller ikke fra hans hånd, så hun ikke bliver forfalden til kleptomani; heller ikke fra hans fod, for at hun ikke skal forfalde til at fare omkring. Hun blev dannet af Adams ribben, en skjult, beskeden del af hans legeme, for at hun i al beskedenhed, ikke skal finde sin glæde i at stille sig til skue, men snarere i at leve tilbagetrukket. (Gen. Rabba 18.)

Kvindens opgave var derfor - hvis hun ville anses for at være gudfrygtig, at:

... tage vare på familien, at opdrage børnene, at betjene og sørge for manden i alle ting, at ’kalde ham sin egen herre’, hvilket vi lærer af Saras eksempel, som kaldte Abraham sin herre, idet hun sagde, ’min herre er gammel’ (Sepher, Musar apud Drus, de quaesitis, Ep 54 & in loc.)